112

Viborgvej åbnet for gennemkørsel efter uheld: Lastbil kørte ind i personbil

De glatte veje satte en stopper for morgentrafikken på Viborgvej, da en lastbil kørte ind i en personbil

Udgivet:01. december 2021, 08.18

Læsetid:1 minut

Årets første snevejr kan volde problemer på vejene. Arkivfoto: Lindy Jørgensen

David Skaaning
| das@skivefolkeblad.dk

UHELD Der var spærret for trafikken i begge retninger på Viborgvej ved Højslev omkring klokken 7.30 onsdag morgen.

Det skete som følger af et biluheld mellem en lastbil og en personbil.

Ingen kom til skade som følge af ulykken, men begge køretøjer er fortsat havareret på vejen.

Politiet i Skive opfordrer til, at man finder en anden vej.

- Der er en times ventetid på Falck og massiv kødannelse i begge retninger. Vi forsøgte at sende en mand ud for at dirigere trafikken, men han kunne simpelthen ikke komme derud, siger Niels Bach fra Skive Politi.

Personbilen røg på et tidspunkt af vejen - muligvis som følge af morgenens glatte snevejr. Herefter var det ikke muligt for bilisten at komme tilbage på sporet igen, og vedkommende var således »teknisk fastklemt« i sneen.

Det skabte en situation, hvor lastbilen efterfølgende påkørte den standsede personbil.

Der er nu gennemgang for kørsel i begge retninger af Viborgvej , men senere på dagen er det sandsynligt, at man vil spærre for trafikken igen for at få kørt lastbilen væk fra Viborgvej.