Kirstie Alley kendt fra Sams Bar er død efter kræftforløb
Familien bekræfter, at skuespillerinden Kirstie Alley er død. Hun blev 71 år og havde en lang karriere.
Udgivet:06. december 2022, 03.03
Læsetid:1 minut
Skuespillerinden Kirstie Alley var blandt andet kendt for sin rolle i "Sams Bar". (Arkivfoto).
2 måneder siden
KØBENHAVN Skuespillerinden Kirstie Alley, som blandt andet er kendt fra "Sams Bar", er død i en alder af 71 år efter et kræftforløb.
Det oplyser familien i en udtalelse ifølge underholdningsmediet TMZ natten til tirsdag dansk tid.
- Vi er kede af at fortælle jer, at vores fantastiske, seje og kærlige mor er gået bort efter en kamp mod kræft, som kun for nylig blev opdaget, står der i udtalelsen.
- Hun var omgivet af sin nærmeste familie og kæmpede med stor styrke. Hun efterlod os med en vished om glæden ved livet og de eventyr, som venter.
I "Sams Bar" - på engelsk "Cheers" - spillede Alley rollen som barbestyreren Rebecca Howe.
Den rolle fik hun både en Emmy og en Golden Globe for i 1991.
Hun medvirkede også i en lang række andre film og serier.
Blandt andet spillede hun Saavik i "Star Trek II: The Wrath of Khan". I 1994 vandt hun sin anden Emmy-statuette for sin medvirken i tv-filmen "David's Mother" om en mor, som har en teenagesøn med autisme.
Derudover spillede Kirstie Alley en af hovedrollerne i "Det er mig der snakker", som blev en kæmpe succes, da den havde premiere i 1989.
Den storsnakkende baby Mikey tog verden med storm, da han dukkede op på skærmen i selskab med Alley i rollen som enlig mor og John Travolta i rollen som taxachaufføren James.
/ritzau/