De borgerlige svigter de ledige og pensionisterne

Udgivet:26. januar 2022, 12.06

Læsetid:2 minutter

Annette Lind.

Af Mogens Jensen og Annette Lind medlemmer af Folktinget (S) Christiansborg 1240 København K

ØKONOMI Hvor er det en skam, at de borgerlige ikke vil være med til at tage ansvar for dansk økonomi, dansk erhvervsliv og vores evne til at finansiere vores velfærdssamfund i fremtiden.

Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige kan ikke se sig selv i den netop indgåede aftale, som skal sikre flere hænder på arbejdsmarkedet. Det er ærgerligt. For det går godt i Danmark, og det skal vi bygge videre på. Med aftalen investerer vi i dagpengene. Dækningen har længe haltet efter, og nu sikrer vi en højere ydelse i de første måneder, man er ledig. Det giver tryghed, at man ved, at der er et sikkerhedsnet, som giver økonomisk stabilitet, hvis man i en kortere periode får revet tæppet væk under sig.

Vi afskaffer også modregning i pension, sådan at seniorer kan tage arbejde uden at blive økonomisk straffet. Og folkepension, førtidspension og seniorpension vil ikke længere blive påvirket af ens ægtefælles indkomst. Det kommer til at gøre en enorm forskel for rigtig mange mennesker. Vi har fået utallige henvendelser, hvor folk er kommet i klemme efter arbejdsulykker og sygdom, og hvor reglerne har været en ekstra byrde i en i forvejen presset hverdag.

Vi skal også have de nyuddannede hurtigere i job. Og så nedsætter vi elafgiften til gavn for alle danskere. Mange får i denne tid større regninger ind ad brevsprækken, og det presser økonomien rundt omkring.

Men alt dette kunne Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige altså ikke se sig selv i. Fordi de ikke kunne få skattelettelser. Det er ganske uansvarligt, og vi mener, at partierne skylder en forklaring på, hvorfor ultimative krav er vigtigere end at gøre forholdene bedre for lønmodtagere og virksomheder. Det stopper dog ikke der. De fire partier har afholdt et lille pressemøde, hvor de kræver nye forhandlinger - blot få dage efter, at de har forladt forhandlingerne med regeringen og de andre partier. Det er en meget underlig og bekymrende måde at føre politik på.

Mogens Jensen.