Tvillingsøstre til Skive fH

Udgivet:18. september 2008, 12.41

Læsetid:1 minut

En er lyshåret, en er mørkhåret. Ellers ligner de hinanden ganske godt. Og det er der en naturlig forklaring på - Sidsel og Stine Bodholt Nielsen er nemlig tvillinger og et par spillere, som håndboldpublikummet i Skive godt kan begynde at vænne sig til udseendet af.

Sidsel og Stine Nielsen blev nemlig i går præsenteret i Skive fH, hvor de 18-årige stortalenter skal boltre sig den kommende sæson på holdet i 1. division.

De to spillere er udlejet fra samarbejdsklubben Viborg HK for foreløbig en enkelt sæson.

Stine Nielsen er stregspiller og dermed en potentiel afløser for Karen Smidt, som ikke ønsker at fortsætte i klubben, selv om hun formelt stadig er på kontrakt. Og Sidsel Nielsen er playmaker og kan supplere førstevalget Louise Korup.

Stine Nielsen har spillet to landskampe, men har endnu ikke scoret for Danmark.

De to spillere er endnu ikke klar til at spille for SfH'erne.

- Der arbejdes hårdt på, at pigerne bliver spilleberettiget, så de kan præsenteres allerede førstkommende søndag, når vi på hjemmebane tager imod Nordkøbenhavn Håndbold, siger sportschef Per Falkenberg.