Ukendt drone er igen observeret over svensk atomkraftværk

For anden gang på får dage er en drone observeret over et svensk atomkraftværk, oplyser politiet.

Udgivet:17. januar 2022, 23.31

Læsetid:2 minutter

For anden gang i løbet af tre dage er en drone observeret i luften over atomkraftværket Forsmark. Det er ikke lykkedes at indfange den fjernstyrede drone. (Arkvifoto).

/ Ritzau /

STOCKHOLM En uidentificeret drone er mandag observeret over det svenske atomkraftværk Forsmark.

Det oplyser en talsmand for det svenske politi ifølge nyhedsbureauet TT.

- En operativ indsats pågår i samarbejde med et politifly og givetvis også Forsmarks egen sikkerhedsorganisation, siger pressetalsmand Jonas Eronen ved 21-tiden mandag aften.

Det er ikke lykkedes politiet at lokalisere dronen eller personen, som styrer den.

Politiet modtog mandag eftermiddag en anmeldelse fra en borger, som havde observeret mindst en drone i luften over atomkraftværket i Forsmark, der ligger cirka 140 kilometer nord for Stockholm.

Politiet vurderer efter at være ankommet til stedet også, at der sandsynligvis var tale om en drone.

Fredag blev der observeret droner ved tre svenske atomkraftværker - Forsmark, Oskarshamm og Ringhals.

Hændelserne undersøges af det svenske sikkerhedspoliti Säpo som overtrædelser af luftfartsloven.

Säpo ønsker ikke at udtale sig om de foreløbige undersøgelser. Det vides blandt andet ikke, om sikkerhedspolitiet kæder hændelserne sammen.

- Men det er klart, at det er bemærkelsesværdigt, siger Hans Irhman, som leder Säpos undersøgelse, om fredagens observationer.

Hvorvidt der er indikationer på, at udenlandske magter eventuelt står bag overflyvningerne, kan han ikke sige.

- Det er alt for tidligt at udtale sig om det. Jeg har fuld forståelse for, at der er stor interesse i offentligheden vedrørende det her. Men aktuelt har jeg ikke yderligere at tilføje, siger Hans Irhman.

En vagt på Forsmark slog fredag aften omkring klokken 20.00 alarm til politiet, efter at en drone havde krydset et beskyttelsesområde rundt om atomkraftværket.

Der var ifølge TT's oplysninger tale om en større drone, der kunne modstå den kraftige blæst i området.

Politipatruljer og hunde blev sendt til atomkraftværket og gennemsøgte området. Politiet så dronen flyve rundt ved Forsmark, hvorfra den senere forsvandt med kurs mod Gräsö.

- Vi forsøgte at lokalisere den. Det lykkedes ikke for os at finde den igen, sagde Petra Blomqvist, politiets pressetalsperson i regionen.

Politiet i Stockholm undersøger desuden en droneflyvning lørdag over den centrale del af hovedstaden.

Lørdag kom der også en melding om en mulig drone ved det nedlagte atomkraftværk Barsebäck i Skåne.

Ingen mistænkte personer er anholdt i forbindelse med sagerne.

/ritzau/