
Ville undvige anden bilist: Mekaniker totalskadede bil på prøvetur
Den anden bilist, der ikke overholdt sin ubetingede vigepligt, flygtede fra stedet
Udgivet:25. januar 2023, 09.19
Læsetid:1 minut
TRAFIK En 25-årig mekaniker med bopæl i Højslev og med autoværksted i Skive havde fået indleveret en VW Passat, der angiveligt havde motorproblemer.
Så for at undersøge, hvad der kunne være galt, tog den unge mekaniker en prøvetur i bilen. Men det skulle han ikke have gjort.
- Da han kom kørende ad Frisenborgvej i Skives industrikvarter, kom der pludselig en anden bilist kørende ud på vejen fra Oddervej. Den anden bilist overholdt ikke sin ubetingede vigepligt, og den 25-årige mekaniker gjorde alt for at undgå et sammenstød, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Da den unge mekaniker forsøgte at undgå den anden bilist, kørte han først op over en 30 centimeter høj kant, og derefter bankede han ind i et vejskilt.
- Bilen blev så godt som totalskadet ved episoden, og mens mekanikeren sad der i den beskadigede bil, flygtede den anden bilist fra stedet, siger Niels Bach, der oplyser, at der var tale om en hvid Opel Corsa.


Kom over i den modsatte vejbane: Personbil kolliderede med lastbil - chauffør forsøgte forgæves at undvige


Nærmest umuligt at komme op i fart: - Accelerationsbaner er alt for korte

