112

Politirapporten: Mand på udgang fra fængsel skabte ballade i tog

Den 35-årige mand er nu sigtet for vold og fornærmelig tiltale mod politifolk

Udgivet:07. marts 2023, 12.57

Læsetid:3 minutter

Pauli Vendelbo
Journalist| pv@skivefolkeblad.dk

112

Mand på udgang fra fængsel skabte ballade i tog

Lokalpolitiet i Skive fik mandag aften ved 18-tiden flere opkald fra et tog, der var på vej mod Skive.

Opkaldene kom både fra togføreren og passagererne i toget, og de gik på, at en mand var fuldstændig umulig at styre.

- Vi kørte ned på stationen, og da toget standsede, fik vi fat i manden, der er 35 år og kommer fra Struer. Det viste sig, at han havde fået udgang fra statsfængslet i Sdr. Omme, fordi han tirsdag skulle møde i en retssag i Vestre Landsret i Viborg, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Men den frihed kunne manden altså ikke administrere, og hans opførsel blev ikke bedre, da politiet tog over på perronen i Skive.

- Han var meget udadreagerende over for betjentene, og da han netop var blevet lagt i håndjern, spyttede han en af betjentene i hovedet, og det gjorde han to gange, siger Niels Bach.

Efter stor besvær lykkedes det politiet at få manden ind i politibilen, så han kunne blive kørt til politistationen i Holstebro.

- I bilen fortsatte manden sin dårlige opførsel, og han kaldte betjentene mange forskellige ting. Blandt andet blev der råbt »fucking bøsserøve«. Så han er nu sigtet for vold og fornærmelig tiltale mod politifolk, siger Niels Bach.

Har fået en sigtelse: Kvinde råbte og skreg af alt og alle

En kvinde, der bor på Gammelgårdsvej i Skive, havde ikke den bedste begyndelse på søndagen.

Klokken 09.12 fik politiet en anmeldelse om, at en kvinde råbte og skreg af forbipasserende. Det gjorde hun også af flere af beboerne på Gammelgårdsvej.

- Da vi kom derud cirka et kvarter senere, var kvinden gået ind i sin lejlighed, og derfra fortsatte hun med at råbe og skrige. Og hun ville ikke i kontakt med os, så det endte med, at vi kørte derfra, og så er der blevet sendt en skriftlig sigtelse til kvinden for brud på ordensbekendtgørelsen, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Brand i udsugningsanlæg på møbelfabrik

Mandag aften omkring klokken 19 fik brandfolkene på stationen i Vinderup en brandmelding fra møbelfabrikken Fumac A/S i Vinderup.

- Da vi kom derud var der ild i et udsugningsanlæg helt oppe under taget. Men heldigvis havde et brandspær gjort sit arbejde godt, så branden forblev i rørforbindelsen, siger indsatsleder Per Jakobsen.

Selv om branden ikke udviklede sig, måtte brandfolkene alligevel arbejde noget tid på stedet.

- Det var lidt besværligt at skille rørene og anlægget ad, så vi var der i noget tid, men det var ikke fordi, at det var alvorligt for bygningen eller andet, siger Per Jakobsen.

Bilist jordede ind i parkeret bil

Lørdag eftermiddag klokken 16.13 glemte en 23-årig mand fra Roslev fuldstændig at orientere sig, da han kom kørende i en bil ad Sallingsundvej ved Roslev.

- Så pludselig kørte han ind i en bil, der holdt parkeret i en parkeringsbås, men heldigvis for den unge mand skete der ingen personskade. Det kunne dog ikke undgås, at der kom skader på bilerne, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Der venter nu den 23-årige mand en sigtelse for uopmærksomhed i trafikken.

30-årig mand taget for spritkørsel

Fredag aften klokken 22.26 blev en 30-årig mand fra Roslev standset på sin lille knallert, da han kom kørende ad Roslevvej ved Roslev.

- En alkometertest viste, at manden havde drukket for alkohol til, at han måtte køre bil. Så han blev kortvarigt anholdt, så der kunne blive taget en blodprøve. Han er nu sigtet for spirituskørsel, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

En bakke vindruer blev stjålet fra butik

Rema 1000-købmanden i Nørregade i Skive har tidligere fortalt om, hvor mange tyverier der sker i butikken.

Og lørdag eftermiddag var den gal igen.

- Denne gang blev der stjålet en bakke vindruer ude foran butikken. Vindruerne har en værdi af 12 kroner, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Købmanden har overvågningsbilleder af tyveriet, så politiet forventer at kunne finde frem til gerningspersonen.