Zelenskyj takker luftforsvar for at redde hundredvis af liv

Ukraines luftforsvar har hjulpet med at tilintetgøre "ondskab", siger Ukraines præsident efter nyt angreb.

Udgivet:30. maj 2023, 09.52

Læsetid:1 minut

En beboelsesejendom i Kyiv står i brand natten til tirsdag, efter at rester fra en nedskudt drone har ramt bygningen.

/ Ritzau /

4 måneder siden

KYIV Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, takker landets luftforsvar for at have reddet hundredvis af liv mandag.

Mens det lykkedes nogle luftangreb at trænge igennem, blev de fleste droner og missiler skudt ned.

Det fortæller Zelenskyj i en videoopdatering sent mandag aften.

Det ukrainske luftforsvar har hjulpet med at tilintetgøre "ondskab", siger Zelenskyj.

- Verden er nødt til at se, at terroren taber.

- Og der findes naturligvis ingen større ydmygelse for en terrorstat end vores krigeres succes, siger han ifølge nyhedsbureauet dpa.

Det ukrainske luftvåben oplyser tirsdag formiddag, at det i nattens løb nedskød 29 ud af 31 droner over hovedstaden Kyiv og Kyiv-regionen.

Der var ifølge nyhedsbureauet Reuters tale om det tredje større russiske droneangreb i løbet af 24 timer.

- Mellem klokken 23.30 og 04.30 angreb russiske besættelsesstyrker Ukraine, skriver det ukrainske luftvåben på sociale medier.

Zelenskyj oplyser, at han har mødtes med Ukraines militære ledelse for at diskutere de næste skridt i den store offensiv mod den russiske invasion.

Rusland indledte natten til mandag sit mest omfattende luftangreb mod Ukraine siden begyndelsen af maj.

En række eksplosioner kunne mandag formiddag høres i byen, mens indbyggere søgte tilflugt i underjordiske metrostationer og andre steder, der kunne give dækning for angrebene.

Ifølge Vitalij Klytjko, der er borgmester i Kyiv, har redningsfolk natten til tirsdag været i færd med at evakuere beboere fra et højhus i Kyiv, som blev sat i brand af faldne rester fra en nedskudt drone.

Mindst én person har mistet livet, mens tre andre er kvæstede, oplyser borgmesteren.

- Fjenden fortsætter med at angribe hovedstaden, skriver Klytjko på Telegram ifølge Reuters.

- I nattens løb var der eksplosioner mange steder i byen, lyder det

/ritzau/