Klar til vaccine på apoteket

Apotekerne vil vaccinere mod covid-19 fra næste uge

8. januar 2022, 08.53

Arkivfoto

CORONA Nu kan man også her på egnen blive vaccineret mod corona på apotekerne. Det er Region Midtjylland, som har lavet en aftale med apotekerne om vaccination her.

- Det er glædeligt at apotekerne vil hjælpe med vaccineindsatsen. Aftalen sikrer endnu flere borgere let adgang til vaccination i nærområdet. Apotekerne yder et væsentligt bidrag i at sikre hurtig vaccination mod covid-19 til alle, der ønsker det, siger regionsrådsformand Anders Kühnau.

Apotekerne begynder at vaccinere fra tirsdag den 11. januar i takt med, at de modtager vaccine-doserne.

Vaccination på apoteket tilbydes som udgangspunkt uden tidsbestilling. Opstår der lange køer, vil apoteket kunne skrive ventende op til en kø-plads. Man skal være blevet inviteret til vaccination for at få det klaret på apoteket.

Det er kun nogle apoteker, som vaccinerer. Ifølge Region Midtjyllands oversigt kan man på Skiveegnen blive vaccineret på Skive Svane Apotek, på Stoholm Apotek og på Roslev Apotek.

Indlæser debat