Tilløbsstykke til vands - og til lands

Udgivet:15. september 2018, 18.06

Læsetid:1 minut

På havnen i Skive blev træskibene ventet med spænding af de mange, der var klar til at se dem stævne ind og slutte sejladsen Limfjorden Rundt. Foto: Steen Don

5 år siden

Sejlere ved alt om, at synet af tre sejl, der på lige så mange master breder sig ud ved luftens kraft, er en livgivende oplevelse, mens det ballastfyldte træskib pløjer sig vej gennem vandet.

At betragte det på land bliver også mere og mere populært.

Det kan man se ved at køre langs den østlige kyst af Salling, hvor bil efter bil klemmes ind på raste- og parkeringspladser, hvis de ligger kystnært.

Med klapborde og -stole, kaffen på termokanden, madpakken i køletasken og oplukkeren til tørstslukkeren er den sidste del af sejladsen Limfjorden Rundt også blevet et hit blandt dem, der ombord på skibene betegnes som »landkrabber«.

- Det ser da flot ud, lyder det igen og igen, da Folkebladet midt på lørdag lagde vejen forbi nogle af de steder, der er populære.

Og selv om feltet er lige så stort som det er smukt, overrasker det alligevel mange, hvor hurtigt, det går - uanset om træskibene går for sejl eller motor.

- Vi var ved Sundsøre, men da var de faktisk allerede kommet forbi, siger Lone fra Mors, der sammen med familien har forlænget turen, så de nu ved Lyby Strand er klar til at se.

Sønnen, seks-årige Elias har dog Lego-klodser med, hvis tiden skulle falde ham lang, men det har den nu ikke gjort endnu.

I ugens løb har et stort antal sejlere nydt dagene med skibsdæk under fødderne i det smukke septembervejr.

Måske har mange flere drømt om at gøre det samme, mens de fulgte skibenes vej gennem fjorden.