Skive får ny festival

Kulturcenter Skive og Skive fH går sammen om den ny todages-begivenhed, hvor der er garanti for tørvejr

25. november 2021, 16.21

Jacob Dinesen er blandt de navne, som spiller på den første udgave af festivalen.

KULTUR Skive fH og KulturCenter Skive går sammen om at lave en ny to-dages festival, der er målrettet det modne publikum.

Det sker den sidste weekend i august (fredag og lørdag) i KCS’ gårdhave, hvor publikum bl.a. kan opleve store live navne som Johnny Madsen, Jacob Dinesen, Folkeklubben, Queen Machine og hollandske Mumfords Calling, der alle optræder om lørdagen.

- Vi har nogle fantastiske rammer her i KCS, og det gør det muligt at rykke hele festivalen indenfor, i tilfælde af ekstremt dårligt vejr. Gårdhaven ligger i læ, så vind og kulde er ikke et problem, men loves der meget nedbør, så afvikler vi bare koncerterne i Interfjord Arena, og laver madboder og spisning i Hal B. Vi håber og tror naturligvis ikke at det bliver nødvendigt, men det er rart at vide at man kan, siger direktør Knud Bjerre, Kulturcenter Skive.

En billet til begge dage sælges for kun 595,- ved køb senest den 1. december. Herefter stiger billetten til 750 kr. Der sælges ikke dagsbilletter.

- Til de fem koncerter vi havde i vores gårdhave i august, kunne vi se at der var mange voksne, der glædede sig over at komme »på græs« i ordentlige fysiske rammer, med lækre stationære toiletter og muligheden for at få noget godt at spise, siger Knud Bjerre.

- Det udvider vi nu, så firmaer kan købe deres eget selskabslokale med mad og eget fadølsanlæg og ikke mindst direkte udgang til gårdhaven hvor koncerterne foregår. Vi kan have seks separate firmafester pr. dag, og derudover indretter vi Interfjord Arena, til en kæmpe Food Court med masser af siddepladser og spændende food trucks og madboder, så der bliver et godt udvalg til alle gæster.

Om baggrunden for at Skive fH er gået med i at arrangere den nye sommerfestival, siger direktør Jesper Sørensen:

´- Både KulturCenter Skive og Skive fH har en række sponsorer, der trænger til at komme ud, nu hvor mange julefrokoster – herunder den vi selv skulle have holdt for vores sponsorere i morgen lørdag – desværre er blevet aflyst. Vi har et tæt og godt samarbejde med KulturCenter Skive og vil gerne, at der sker en masse, så derfor er det helt naturligt, siger Jesper Sørensen.

Han lover samtidig, at dette ikke bliver det sidste arrangement, parterne samarbejder om, da der allerede er to nye store arrangementer i støbeskeen.

Indlæser debat