To andre kom til: Ung mand med joint kaldte politiet svin

19. juli 2021, 13.52

Arkivfoto: Henrik Ole Jensen

Natteliv Natten mellem fredag og lørdag spottede en politipatrulje i Skive to yngre mænd til fods omkring rådhustorvet i Skive midtby, som politiet gerne ville i kontakt med.

De to mænd ville imidlertid hellere stikke af end tale med politiet.

Men nede ved Q8-tanken på Sønder Boulevard fik politiet fat på de to mænd, hvor den ene havde travlt med at skille sig af med en joint.

- Han smider en joint fra sig og bliver sigtet for euforiserende stoffer, fortæller Jeanette Kolding fra Skives lokalpoliti.

Men det stopper ikke her.

- Han bliver sigtet for fornærmelig tiltale, fordi han kalder den ene betjent for »svin«. Og han bliver sigtet for ikke at ville oplyse sit navn, siger Jeanette Kolding.

Der er tale om en 22-årig mand fra Skive.

Mens politipatruljen ordnede sin politiforretning stødte flere unge fra nattelivet til og ville give deres besyv med.

Det betød, at to unge mænd fra Skive - en på 18 og en på 20 år - har fået en bøde hver for at overtræde ordensbekendtgørelsen, fordi de ikke ville forlade stedet, mens politiet var i gang med politiforretningen med den 22-årige mand med jointen.