Svar til Ældre Sagen

25. august 2018, 08.22

Da undertegnede så Ældre Sagens læserbrev til Ældreudvalget her i avisen onsdag 22/8, skal jeg lige love for, retorikken er blevet skarp. Vi har altid i Ældreudvalget haft gode og konstruktive møder med Ældre Sagen - Skive-Spøttrup-Sundsøre.

Ældreudvalget får nogle drøje hug, for de besparelser udvalget har fundet til budget 2019, ja der var ikke et positivt ord i læserbrevet, heller ikke til de godt 1600 medarbejdere, der knokler på ældreområdet hver dag. Det er sådan valgkamp eller ej, at Ældreudvalget er pålagt af Økonomiudvalget og byrådet at finde besparelser hvert år på 0,5 procent og beredskab på 1,5 procent. Her er vi bare som udvalg nødt til at være økonomisk ansvarlige, og det er med til at give den gode økonomi, som Skive Kommune har.

Men så var det jo, tanken slog mig, at fru Mehlsen har det svært med at holde to kasketter fra hinanden. Ellen Mehlsen er formand for bestyrelsen i Ældre Sagen - Skive-Spøttrup-Sundsøre, er også blevet formand for det nye friplejehjem, der forsøges oprettet i Skive Kommune, og jeg ser, du skyder blandt andet køkkener ned i Rønbjerg, Hem og Lem. Men så kunne det jo være de plejehjem, der ikke har køkkener, kunne få beboerne til at søge på friplejehjem? Køkkener drøfter vi på budget.

Det er altid sådan i Skive Kommune, at når der lægges budget, ja så gives der lidt, men der bliver også taget lidt, og det med at der tages, kunne vi jo alle undvære. Det er også sådan, at når der lægges et budget, så kommer hvert udvalg med deres forslag til at spare nogle steder. Det kunne jo også være, Ældreudvalget tog ting med, som man gerne ville spørge de forskellige interesseorganisationer og medarbejdere om, hvorvidt det var en god ide eller ej, heriblandt klippekort. Det er ikke nogen hemmelighed, at der mangler varme hænder i plejesektoren, derfor skal det også diskuteres, hvor stor betydning har for eksempel klippekort, for både de ældre og så sandelig også for medarbejderne.

Robotstøvsugere er med årene blevet bedre. Derfor er det også tiden, med de manglende varme hænder, at spørge, om det ikke er nu, borgerne skal have lov at vælge robotstøvsuger, hvis de ønsker det.

De manglende hænder, stort sygefravær med mere, har gjort, at forvaltningen ønsker en ekstra medarbejder til at afhjælpe de førnævnte problemer. Så vidt mig bekendt er der ingen i Skive Kommune, der bare går rundt og laver det, der passer dem. Men den ekstra medarbejder diskuteres også på budgetseminar den 6/9.

Til slut vil jeg ønske jer held og lykke med friplejehjemmet, og jeg er sikker på, at hvis det lykkes for jer, er der plads både til friplejehjem og de kommunale plejehjem. Så lad os bare komme tilbage til den gode dialog.

Preben Andersen,

Dansk Folkeparti,

formand Ældreudvalget,

Jernbanevej 118,

7840 Højslev