
Politirapporten: Kvinde spyttet i ansigtet under løbetur
En samling af sager fra politiets døgnrapport
Udgivet:15. september 2023, 13.20
Læsetid:2 minutter
Politiet har en mulig gerningsmand: Kvinde blev spyttet i ansigtet under løbetur
En 29-årig kvinde fra Skive fik sig torsdag eftermiddag en ubehagelig overraskelse på sin løbetur ved Havnevej.
- Klokken var 17, da kvinden kom løbende og passerede en mand. Da de havde passeret hinanden, vendte manden rundt og spyttede kvinden i ansigtet. Det kan oprettes i vores system som både vold og brud på ordensbekendtgørelsen. Og der er indtil videre oprettet en voldssag på episoden, siger politikommissær Kim Steinicke.
Kvinden var i stand til at kunne give patruljen et signalement af spytte-manden. Han beskrives som værende dansk af udseende, 40-50 år, 170-175 centimeter høj og almindelig af kropsbygning.
- Ud fra afhøringen af kvinden har vi en mulig gerningsmand, som vi skal have snakket med, siger Kim Steinicke.
Fuld kvinde lå og sov i vejkanten
Klokken 03.35 natten til fredag kom en hundelufter forbi en sovende kvinde, der lå i vejkanten af Sdr. Boulevard mellem midtbyen og Skive Gymnasium og HF.
- Da hundelufteren opdagede den sovende kvinde, vækkede hun hende og spurgte til, om hun var okay. Det mente den nu vågne kvinde, at hun var, og derefter forlod hun stedet og gik op mod gymnasiet. Så fra politiet vil vi gerne takke hundelufteren, da det kan være farligt at ligge og sove i vejkanten - særligt når man har drukket alkohol, siger politikommissær Kim Steinicke.
Der nåede ikke at blive sendt en patrulje af sted, da kvinden var kommet på benene igen.
Tyv stjal Astronaut-is og lyskæde i lokal brugs
Torsdag formiddag klokken 10.53 gjorde en 27-årig mand fra Roslev sig til butikstyv, da han befandt sig i SuperBrugsen i Durup.
- Manden blev taget i at have stjålet to pakker Astronaut-is og en lyskæde. De ting har en samlet værdi af 120 kroner, og manden har erkendt forholdet. Han er nu sigtet for butikstyveri, siger politikommissær Kim Steinicke.
Indbrud i villa
I løbet af den seneste uge har der været indbrud i en villa på Skovvej i Nr. Søby.
- Ukendte gerningsmænd er kommet ind ved at bryde et køkkenvindue op, og derefter har de været rundt i hele huset. Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvad der er blevet stjålet, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Rude i døren blev knust ved indbrud
Onsdag eftermiddag eller aften blev der begået indbrud i en villa på Engvej i Ramsing.
- Der blev knust en rude i døren, og så var gerningsmændene rundt i hele huset. Der er endnu ikke et overblik over, hvad der er stjålet, siger politikommissær Peter Søndergaard fra lokalpolitiet i Viborg, der blev sendt på opgaven uden for deres normale pastorat.