Folk og kirke: Bifald i kirken

Af Anita Engberg. sognepræst Egeris-Estvad-Rønbjerg pastorat

KLAPSALVER »I behøver ikke være så stille, bare fordi vi er i en kirke!« Bemærkningen faldt til en koncert, jeg har været til for nylig, for som så mange andre forsøder jeg adventstiden og stemmer sindet til jul ved at høre dejlig (jule)musik. Ja, hele tre koncerter er det blevet til på en uge for mit vedkommende. Tre skønne og meget forskellige koncerter, også med forskellige »klappemønstre«, for hvor det tidligere har været kutyme, at der ikke blev klappet imellem numrene til en kirkekoncert (og hvis jeg husker rigtigt, heller ikke nødvendigvis i slutningen af koncerten), så er det vist efterhånden mere reglen end undtagelsen, at der bliver klappet efter samme mønster i kirken som på ethvert andet koncertsted, altså efter hvert nummer og ved en ihærdig indsats til sidst med mulighed for at få et ekstranummer eller to.

Misforstå mig ret: Jeg giver hjertens gerne de udøvende kunstnere anerkendelse for deres indsats, og stor tak skal de også have for alt bibringe os alt det gode, musik og sang gør for både krop, sjæl og sind. Jeg ved også godt, hvor dejligt det er at få positiv respons på det, man leverer som den, der er »på«. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke over, om noget vigtigt er ved at gå tabt for både publikum og kunstnere, når vi går til en koncert i kirken med samme sind, som til en koncert ethvert andet sted? Som publikum synes jeg faktisk, at det kan være ret befriende bare at få lov at tage imod uden at skulle tænke på at kvittere på en passende måde efter hvert eneste nummer. Bare at få lov at tage imod musikken og sangen og mærke, hvordan den rører mig. Hvad den rører i mig. Tage ordene til mig, hvis der er ord. Dvæle ved en stump af melodien. Og for den sags skyld, også bare stille og roligt lade dét passere, som måske netop ikke rører eller fanger mig lige den aften, for det kan jo også forekomme. Og så sige tak for den samlede oplevelse med bifaldet til sidst. Det er jo ikke, fordi jeg ikke kender til at blive så begejstret for noget, at man næsten ikke kan være i sig selv og bare må give los med hujen og hurraråb og høje klapsalver, men det er sjældent, sådan jeg har det efter hvert eneste nummer til en koncert.

Omvendt tænker jeg også, at der kunne være noget at hente for de kunstnere, der vælger at optræde netop i en kirke. Ikke bare i kraft af rummet, men ved at tage en tredje dimension med i betragtning: Her optræder vi til ære for Gud. Efter bedste evne og med de talenter, vi nu måtte have hver især – med de gaver, vi har fået givet og i koncert-sammenhæng helt bogstaveligt sat i spil.

Her synger og spiller vi ikke for at høste bifald eller med ansvar for om publikum nu kommer i den rette julestemning eller ej. Her synger og spiller vi af Guds nåde og til Hans lyst, og det er der en dyb glæde i i sig selv. En glæde, der kan trænge til stilhed og ro, for at vi ret kan lære den at kende.

Så nej, jeg erklærer mig enig: Vi behøver ikke være stille, bare fordi vi er i en kirke, men det kan nu være meget godt alligevel.