FN: Klimaforandringer truer 118 millioner fattige i Afrika

Ekstremt vejr i form af tørke, hede og oversvømmelser truer både indbyggere og de få gletsjere i Afrika.

19. oktober 2021, 22.41

På Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, forsvinder gletsjerisen hurtigere end det globale gennemsnit. Hvis det fortsætter med den fart, vil gletsjerne være væk inden 2040, advarer Verdens Meteorologiske Organisation (WMO). (Arkivfoto).

JOHANNESBURG Omkring 118 millioner afrikanere, der i forvejen lever i ekstrem fattigdom, er ifølge en rapport fra FN og Den Afrikanske Union særligt udsat for de klimaforandringer, der allerede kan mærkes på kontinentet.

Klimaforandringer kan føre til, at den samlede afrikanske økonomi krymper med tre procent i midten af dette århundrede.

Og endelig kan den globale opvarmning betyde, at de gletsjere, der findes få steder i Afrika, helt vil forsvinde inden for de kommende 20 år.

Det er nogle af de advarselslamper, der blinker i en ny rapport fra FN's meteorologiske organisation, WMO, og Den Afrikanske Union (AU).

- I 2030 vurderes det, at op mod 118 millioner ekstremt fattige mennesker vil være udsat for tørke, oversvømmelser og ekstrem hede, hvis passende tiltag ikke iværksættes, siger AU's landbrugskommissær, Josefa Sacko.

Med ekstremt fattige mennesker menes mennesker, der lever for et beløb svarende til mindre end 12 kroner om dagen.

Rapporten tegner et dystert billede af Afrikas mulighed for at tilpasse sig det ekstreme vejr, der bliver stadig hyppigere på kontinentet.

WMO og AU vurderer, at landene syd for Sahara skal bruge mellem 30 og 50 milliarder dollar årligt, hvis de skal afværge de værste konsekvenser. Det svarer til to-tre procent af landenes økonomi, opgjort som bnp.

Sidste år oplevede Afrika det tredjevarmeste år, der nogensinde er målt på kontinentet. Temperaturen var 0,86 grader varmere end gennemsnittet i de tre årtier, der gik forud for 2020.

Nogle steder er de temperaturstigninger ødelæggende. Blandt andet når det gælder Afrikas tre tropiske gletsjere. De findes på bjergene Kilimanjaro, Mount Kenya og Rwenzori. Bjergene ligger i henholdsvis Tanzania, Kenya og Uganda.

- Den hastige reduktion af de tre sidste gletsjere i det østlige Afrika, som forventes at smelte helt i den kommende fremtid, signalerer truslen om uoprettelig forandring i Jordens system, skriver WMO-chef Petteri Taalas i rapportens forord.

Rapporten kommer 12 dage inden det store klimatopmøde i Glasgow.

Den kommer også på et tidspunkt, hvor afrikanske lande kræver, at der skal holdes bedre styr på de løfter om klimakompensation, der skal komme fra de rige lande.

Verdens 20 største økonomier udleder mere end tre fjerdedele af alle drivhusgasser. Afrika udleder omkring fire procent.

Det er udviklingslandene, der mærker de værste konsekvenser af klimaforandringerne.

Alene i 2020 blev omkring 1,2 millioner mennesker tvunget fra deres hjem på grund af storme og oversvømmelser. Det tal er mere end to gange så højt som det antal mennesker, der er flygtet fra krig og konflikt.

De rige lande har et mål om at give 100 milliarder dollar årligt til udviklingslandene for at kompensere. Men de er langt fra dette mål.

/ritzau/Reuters