Leder: Spionchef i fængsel - historisk drama

Udgivet:12. januar 2022, 10.08

Læsetid:2 minutter

Chefredaktør Ole Dall.

Hvad sker der lige i Danmark?

Spørgsmålet stilles i store dele af verden, og det handler hverken om corona, eventyrlig sports-succes eller dronning Margrethes 50 års regent-jubilæum. Det handler i stedet om det historisk opsigtsvækkende i, at Danmarks øverste spionchef, chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, er fængselt og sigtet efter den såkaldte »landsforrædderiparagraf« i straffeloven med risiko for 12 års fængesel. Det er en sag, der - uanset udfaldet - vil trække dybe spor og markante konsekvenser omkring de danske efterretningstjenester og det danske samfund.

Lars Findsen har haft job, hvor han haft adgang til de største statshemmeligheder, og nu er han sigtet for at have lækket hemmeligheder. Han har været chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET), departementchef i Forsvarsministeriet, og siden 2015 chef for Forsvarets Efterretningstjeneste. Dramaet begyndte allerede, da Findsen i sensommeren 2020 blev hjemsendt af forsvarsministeren. Han blev senere frifundet af en undersøgelseskommission, men inden da var Findsen og andre kolleger varetægtsfængslet for at lække fortrolige oplysninger til medier. Det menes, at han har været under lang tids aflytning og overvågning fra PET, hvor han altså tidligere var chef.

Navneforbud blev ophævet i retten i mandags, og dermed stod det klart, at Lars Findsen - spionchef i Danmark - var blandt de sigtede, og han har som varetægtsfængslet tilbragt jul og nytår i fængsel - og varetægtsfængslingen blev mandag forlænget.

-Jeg vil gerne have sigtelserne frem, og jeg nægter mig skyldig. Det er fuldstændig vanvittigt det her, lød det fra Findsen i retten over for fremmødte journalister under en pause i retten, hvor sagen derefter fortsatte under dobbelt-lukkede døre.

Hvad anklagen om lækage handler om er ikke kommet frem. Flere medier har f.eks tidligere berettet om hemmeligt samarbejde mellem Forsvarets Efterretningstjeneste og den amerikanske tjeneste National Security Agency om at »tappe« data fra kabler, der går gennem Danmark. At det kom frem har kilder peget på som meget alvorligt i forhold til fremtidigt efterretnings-samarbejde med Danmark. Men det er foreløbig gisninger, at fængslingen af Findsen skulle omhandle den sag.

Det hører samtidig med i billedet, at det kun er få år siden, at myndigheder forsøgte at få dømt tidligere PET-chef, Jakob Scharff, for at have lækket fortrolige oplysninger i en bog. Han blev senere frifundet for 27 ud af 28 anklager. Mens der ventes med spænding på det videre forløb, hersker der ikke større tvivl om, at sagen under alle omstændigheder er en tabersag for alle. Noget er galt - er det Findsen, efterretningstjenester, embedssystemet eller den politiske verden, der har alvorligt fejlvurderet skal vise sig.

Peer Henrik Hansen, ph.d. i kold krig og efterretningstjeneste og leder af Langelandsfortet, siger til Berlingske, at Danmark »vil befinde sig i en efterretningsmæssig blindgyde i mange år, hvor der vil være mange ting, vi ikke får at vide. Der er jo et eller andet helt galt«, som han udtrykker det.

Øverste spionchef i Danmark i fængsel efter beskyldning om lækage af tophemmeligheder. Det er et historiske drama, og fortsættelse følger!

O.D.