Leder: Forkert at afskaffe seniorpension

Udgivet:14. marts 2023, 10.13

Læsetid:3 minutter

I hele debatten om ekstra arbejdsudbud burde det være vigtigt at holde fast i, at nedslidte borgere skal kunne komme tidligere på pension. Derfor er seniorpensionsordningen særdeles fornuftig, men alligevel er det SVM-regeringens plan at afskaffe den i dens nu kendte form og i stedet videreføre den såkaldte Arne-pension i en lidt forbedret version. Forhåbentlig kan andre forligspartier nu blokere for planerne.

Det virker som om Venstre og Moderaterne har sovet i timen. Man har hidtil kunnet få tildelt en seniorpension, hvis en læge vurderer, at man op til seks år før folkepensio har en arbejdsevne på mindre end 15 timer om ugen. Faktisk var det planen at sættte det op til 18 timer næste år, men det er regeringen nu ikke indstillet på.

Samtidig skal man have arbejdet i 20-25 år. Ydelsen har så været klart højere end den såkaldte Arne-pension. Det var den pensionsordning, som S-regeringen gik til valg på og gennemførte i sidste valgperiode. Men den kræver mindst 42 års anciennitet på arbejdsmarkedet og kan kun ydes i tre år før folkepensionen. Den ordning er samtidig mere bureaukratisk, og den kræver ikke dokumentation eller lægeerklæring for nedslidning.

Den nye regering har en plan om en Arne-plus version - en mindre forbedring af ydelsen i Arne-pensionen, og så en udfasning/forringelse af seniorpensionsordningen. der ellers har været en succes. Det er en forkert vej, regeringen er på vej til at betræde.

Det giver mening, at der er en grad af dokumentation for nedslidning inden en offentlig ydelse før folkepensionen. Der er umådelig stor forskel på, hvordan borgeres arbejdsevne er, når de har rundet de 60 år og nærmer sig pensionsalderen. Og man kan ikke bare sige, at hvis man har været 42 år på arbejdsmarkedet, så er man automatisk for nedslidt til at fortsætte.

Derfor er seniorpensionsordningen langt mere målrettet med krav om en lægefaglig dokumentation for, at man ikke kan arbejde mere end 15 timer om ugen - og er det tilfældet kan man, som reglerne er i dag, få pensionsordningen udbetalt i op til seks år.

Der tales om, at seniorpensionsordningen ikke vil blive ændret for de omkring 20.000, der er på ordningen, men det er ikke godt nok. Balancen omkring øget arbejdsudbud og hjælp til nedslidte skal holdes. Det handler ikke om at sikre ikke-nedslidte - med lang anciennitet - en treårig ydelse før pensionen.

Alligevel er det den vej regeringen foreslår, men, da seniorpensionen blev vedtaget med andre partier end nu nuværende regeringspartier, vil der være mulighed for, at disse partier sætter en slæde på tværvs, så der ikke ændres på tingene i denne valgperiode. Og så kan SVM-regeringen se, om de i næste valgkamp vil stå fast på at få udfaset en velfungerende seniorpensionsordning.

Fokus skal være på de nedslidte. Og fokus skal - af hensyn til det samlede arbejdsudbud og behovet for skatteindtægter til velfærd m.v. - ikke være på at sikre en ekstra, tidligere pensionsordning til ikke-nedslidte.

Der er stadig tid til, at regeringen kan komme til fornuft i denne sag, og ellers må andre partier sikre, at der ikke ændres på tingene før et valg.

O.D.

Indlæser debat