Demokrati er at kunne tale sammen

Udgivet:12. januar 2022, 10.06

Læsetid:3 minutter

»Historisk har Det Radikale Venstre ofte, men ikke altid, været i stand til at levere kvalificeret argumentationskraft, når de var deltagere i socialdemokratisk ledede regeringer«, skriver Poul Riis Jensen i dette debatindlæg. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af Poul Riis Jensen. Mogenstrupvej 6 7870 Roslev

POLITIK Sofie Carsten Nielsen fra de radikale har for nylig klart fastslået partiets standpunkt i spørgsmålet om regeringsdannelsen efter næste folketingsvalg. Partiet vil ikke medvirke til dannelsen af endnu en étparti-regering.

Jeg vil forsøge at argumentere, for at forslaget kan anskues i en bredere forståelse end blot et spørgsmål om regeringsdannelse.

Jeg synes, det er værd at overveje, om ikke der i Sofie Carsten Nielsens synspunkter kunne være en nøgle til at løse op for en partipolitisk situation, hvor stærke vredes ytringer over for politiske modstandere er daglig kost såvel i befolkningen som på tinge. Og den stærke vrede slår ofte over i en svær kontrollerbar had.

Den aktuelle baggrund er den socialdemokratiske regerings meget centralistiske og egenrådige beslutninger generelt og specielt i mink-sagen. Mette Frederiksens magtfuldkommenhed er skræmmende med eller uden toppen af embedsmandshierarkiets sproglige bidrag.

Her kan man argumentere for, at magtfuldkommenheden kunne være afværget, hvis der havde været et andet parti inde i regeringens beslutningsrum. Hvis der er to partier i en regering, må man ideelt set kunne forudsætte, at juniorpartneren har argumentationskraft til at sætte saglige spørgsmålstegn ved forslag fra en magtbegærlig og selvovervurderende statsminister. Historisk har Det Radikale Venstre ofte, men ikke altid, været i stand til at levere kvalificeret argumentationskraft, når de var deltagere i socialdemokratisk ledede regeringer.

Venstre og de konservative har som oftest med deres regeringskonstellationer leveret hinanden kvalificeret modspil. Det gjaldt dog ikke perioden, hvor Venstres leder Anders Fogh Rasmussen, der var mindst lige så egenrådig og selvcentreret som Mette Frederiksen er nu, var statsminister, og de konservative var svage parlamentarisk.

Uden kvalificeret politisk modspil træffes der let forkerte beslutninger og uden modspil vil en étparti-regering i for høj grad forsøge at bruge regeringsmagten til egen partimæssige fordel ved næste folketingsvalg. Følgelig vil de i for lille grad bruge det politiske krudt på sager, der skulle være til fordel for landets ve og vel. Dette fænomen vil blive mindsket med to- eller flere deltagere i regeringen.

Magtarrogancen skulle kunne pilles væk inden endelige beslutninger træffes, hvis der er flere partier i en regeringskonstellation. Mere gennemtænkte og bredere beslutninger skulle være mulige, og dermed mulighed for mindre vrede hos oppositionen og i befolkningen.

Det, der er på spil, er tilliden til politikerne, tilliden politikerne imellem og tilliden i hele det beslutningsmæssige system.

Nedenstående eksempler kan måske illustrere, at mistillid og politikerlede kan give handlingslammelse.

Den aktuelle situation i USA er præget af mistillid og had. Det gennemsyrer ikke blot den politiske proces, men hele samfundslivet. Situationen over there kan komme ud af kontrol og kan blive de forenede staters endelig.

Også i Danmark har der tidligere været eksempler på, at den politiske proces er sandet til i mistillid og had.

Et rimeligt nutidigt fortilfælde var 1970-erne, hvor politikerleden næsten handlingslammede landet, og med protestpartier, ustabile politiske flertal og korte valgperioder. Denne krise fandt dog en politisk løsning.

Et meget gammelt før-demokratisk eksempel på en meget lang tilsanding af den politiske proces i Danmarkshistorien er perioden fra 1241 til 1340. Det var en lang periode, hvor den tids politiske aktører ikke kunne samarbejde harmonisk og skabe politisk stabilitet i landet.

Pointen med disse eksempler er, at politikerne skal tage den let registrerbare mistillid alvorligt. Vi kan komme i en situation, hvor tilliden mellem befolkning og politikere ikke lader sig reparere. Folkestyrets kerne er dialog mellem befolkning og politikere. Sofie Carsten Nielsens forslag kan give regeringsdelen af folkestyret et bedre, bredere og mere holdbart fundament.