Leder: Opgør med rå Herlufsholm-kultur

Udgivet:09. maj 2022, 11.04

Læsetid:2 minutter

Det var ikke en overraskelse, at rektor på kostskolen Herlufsholm røg ud i weekenden. Det var, hvad man kan kalde en forudsigelig nyhed.

Efter afsløringerne af en rådden og voldelig kultur på skolen i et TV-2 program torsdag - og efterfølgende afstandtagen af forholdene fra kronprinsparret, statsministeren og den politiske verden i det hele taget- var bestyrelsen for Herlufsholm i en situation, hvor der skulle handles hurtigt, hvis man ville forsøge at rette op på et ry, som ikke vil friste nye elever.

Kostskoleelever har berettet om en hverdag med vold, mobning og krænkelser - også seksuelle krænkelser. En rå kultur er vokset frem på eliteskolen Herlufsholm, og i årevis har skolen, rektor, lærere, bestyrelse og en del forældre haft viden om, hvad der foregik. Elever har været bange for at stå frem, fordi der har været en kultur med afstraffelse og forfølgelse, hvis man ikke tålte mosten.

Det er råt, hvad der er foregået, og hvis der er tilsvarende forhold andre steder må det være et vink til handling, så en grim kultur stoppes.
Ole Dall, chefredaktør på Skive Folkeblad

Andre elitære kostskoler rundt omkring i verden har oplevet tilsvarende skandaler efter afsløringer af en kultur med dominerende »overhunde«, der straffer og forfølger »underhunde«. Det sker som led i et gammelt system med en præfekt-model, hvor store elever opdrager de mindre - og som det er afsløret skete det på Herlufsholm i høj grad ved fysisk eller psykisk vold mod de yngste.

For at rette op på forholdene blev rektor Mikkel Kjellberg fyret, mens bestyrelsen fortsætter. Den undskylder over for elever, der har haft traumatiserende oplevelser på kostskolen og forsøger så straks at indføre ændringer - mens en uvildig advokatundersøgelse skal finde frem til, hvor galt det er stået til, og hvorfor der ikke blev grebet ind noget før.

Systemet med præfekter ophæves, og der bliver et opgør med sovesale, hvor en del overgreb er foregået. I stedet bliver der etableret enkeltværelser. Flere traditioner på skolen har i særlig grad ført til fysiske eller psykiske overgreb, og disse traditioner vil blive ophævet. Og der tilbydes hjælp til ramte elever.

Det er råt, hvad der er foregået, og hvis der er tilsvarende forhold andre steder må det være et vink til handling, så en grim kultur stoppes.

Rektor på stedet, Mikkel Kjellberg, havde tydeligvis ikke power eller lyst til at gøre op med en voldelig mobnings-kultur på stedet. Han forsøgte sig først med undskyldninger og bortforklaringer, og bestyrelsen - som også har sovet i timen - fyrede ham.

Det er usædvanligt, at kongehuset går ind i debatten, men kronprinsparrets søn, prins Christian, går på skolen, og da kronprinsesse Mary er engageret i arbejde mod mobning, er det meget forståeligt, at der kom en kontant erklæring fra kroprinsparret, der fandt afsløringerne på Herlufsholm for »hjerteskærende«.

Forhåbentlig vil der nu komme fart på arbejdet med at etablere en helt anden kultur på Herlufsholm - og andre skoler der måtte føle sig truffet af afsløringerne. Det er tid til oprydning!

O.D.

Indlæser debat