Danmark har under 1000 smittetilfælde for tredje dag i træk

18. maj 2021, 14.20

Der har været godt gang i vaccinationer det seneste døgn, hvor der er givet knap 60.500 vaccinestik. Det er blandt de travleste dage på vaccinationscentrene indtil videre. (Arkivfoto)

Der er det seneste døgn registreret 916 smittetilfælde med coronavirus i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er tredje dag i træk med under 1000 smittetilfælde, efter at der i sidste uge blev registreret de højeste smittetal siden januar med 1355 smittede på én dag.

De seneste smittetal er fundet via 173.133 PCR-test, som tages i halsen.

Andelen af smittede - kendt som positivprocenten - er det seneste døgn opgjort til 0,53. Det er nogenlunde på niveau med, hvad den har ligget på i løbet af maj.

Derudover er der det seneste døgn foretaget 554.856 lyntest. Positive prøvesvar herfra indgår dog ikke i smittetallene, fordi der er usikkerhed om svarene.

Derfor anbefaler myndighederne, at man får taget en opfølgende PCR-test, hvis lyntest er positiv.

På de danske sygehuse er der tirsdag 166 indlagte med coronavirus, hvilket er syv færre end mandag.

Antallet af indlæggelser har været nogenlunde stabilt gennem de seneste måneder, selv om samfundet er blevet genåbnet.

Der har desuden været godt gang i vaccinationer det seneste døgn, hvor der er givet knap 60.500 vaccinestik. Det er blandt de travleste dage på vaccinationscentrene indtil videre.

Indtil videre er 1,7 millioner personer i Danmark i gang med at blive vaccineret eller færdigvaccineret. Det svarer til 29 procent af befolkningen.

623.000 har fået første stik, mens 1,07 millioner fået begge stik.

Der er ikke registreret nogen dødsfald det seneste døgn. Danmark har samlet haft 2503 coronarelaterede dødsfald siden marts 2020.

/ritzau/