Kylian Mbappe forlænger med PSG

Kylian Mbappe har forlænget sin kontrakt med Paris Saint-Germain frem til sommeren 2025.

Udgivet:21. maj 2022, 21.18

Læsetid:1 minut

Kylian Mbappe bliver i Paris Saint-Germain.

/ Ritzau /

PARIS Den franske angrebsstjerne Kylian Mbappe har forlænget sin kontrakt med Paris Saint-Germain.

Det bekræfter klubben lørdag aften.

På Twitter har klubben lagt en video op med Mbappe og teksten "Kylian er Paris" og "Vores historie bliver skrevet her".

Klubbens præsident, Nasser al-Khelaifi, bekræftede desuden aftalen på banen kort før holdets afsluttende kamp mod Metz i Ligue 1.

- Jeg er stolt over at give jer en smuk nyhed. Kylian Mbappe har skrevet under med Paris Saint-Germain til juni 2025, siger han ifølge Reuters.

Mbappe fik også lov at få ordet inden kampen.

- Jeg er meget glad for at blive i Frankrig, i Paris, i min by, siger Mbappe ifølge AFP-

På trods af vedvarende rygter om et skifte til Real Madrid har Mbappe valgt at blive i den franske hovedstadsklub, som han har spillet for siden 2017.

Samarbejdet stod til at udløbe denne sommer, og 23-årige Mbappe har derfor frit kunnet forhandle med andre klubber.

Ifølge flere medier har han udnyttet det til at forhandle med Real Madrid, der har været bejler til ham i flere sæsoner. Men han er altså endt med at vælge en ny aftale med PSG i stedet.

Mbappe skiftede fra Monaco til PSG i sommeren 2017 og har siden bidraget med 168 mål i 216 kampe.

Mbappes nye kontrakt har vakt vrede i hos den spanske La Liga-chef, Javier Tebas.

PSG har kørt med kæmpe underskud og et for stort lønbudget i forhold til sine indtægter, hvorfor klubben ikke burde have lov til at forlænge med Mbappe, mener Tebas.

- Det er en fornærmelse mod fodbolden.

- Al-Khelaifi er lige så farlig som Super League, skrev Tebas lørdag på Twitter med henvisning til PSG-præsidenten og det kuldsejlede Super League-projekt.

La Liga vil indberette PSG til både Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), EU og de franske skattemyndigheder.

/ritzau/