112

Stor knallert-razzia: Biler, traktor og løbehjul blev også snuppet

14. april 2021, 07.12

Tirsdag var fem personer fra politiet i Skive og otte personer fra færdselspolitiet i aktion - knallertaktion.

Fra klokken 13 til 21 stoppede de en lang række knallerter og andre køretøjer for at tjekke, om alt nu var, som det skulle være.

Og det var det altså ikke helt. I alt skrev politiet 33 sager, som fordeler sig på 25 personer, der alle havde gjort noget ulovligt.

Fire knallerter kunne køre hurtigere end det tilladte, og derfor blev deres ejere sigtet for at have lavet konstruktive ændringer på deres knallerter.

Den knallert, der kunne køre hurtigst, havde en topfart på 72 kilometer i timen. Altså mere end dobbelt så hurtigt som det tilladte.

Herudover kørte en person på sin knallert i alkoholpåvirket tilstand, en var påvirket af euforiserende stoffer. Tre manglede at tegne forsikring på deres knallert, og to knallertførere blev sigtet for at køre med en passager på. Så var der en, der kørte på sin knallert, selvom han var frakendt sit kørekort. Og til sidst blev en knallert konfiskeret, fordi det var anden gang, at føreren blev sigtet for at have lavet konstruktive ændringer på sin knallert.

Men det var ikke kun knallertførere, der ikke kunne finde ud af at overholde loven. En bil kørte rundt uden nummerplade, og fire personer brugte håndholdt telefon under kørslen. Hele ti personer kørte i bil uden at have sele på.

Der var også en enkelt kører på et løbehjul, der blev sigtet. Personen havde nemlig ikke lys på sit løbehjul.

En traktorfører blev sigtet for fejl og mangler ved traktoren. Derudover manglede han at registrere sin traktor, og til sidst blev han sigtet for ikke at have spændt sin last ordentligt fast.