
Politirapporten: »Gratis« musikere stjal modelskib på Midtskiws og 39-årig truede med at brænde butik ned
Musikere ville alligevel have betaling og sørgede selv for at tage den...
Udgivet:14. marts 2023, 14.25
Læsetid:5 minutter
34-årig mand sigtet for ikke at overholde sin vigepligt
Mandag eftermiddag klokken 15.45 glemte en 34-årig mand fra Sabro at holde tilbage, da han ville dreje fra Viborgvej og ud på Ny Viborgvej ved Årbjerg.
- Så han ramte en anden bilist, en 51-årig mand fra Højslev, der kom kørende ad Ny Viborgvej, og i forbindelse med sammenstødet kørte den 51-årige mand ud i rabatten og rullede om på siden, fortæller politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Efterfølgende nægtede den 34-årige mand, at han var skyld i uheldet, men politiet har sigtet ham for ikke at overholde sin ubetingede vigepligt.
Der skete heldigvis ingen personskade ved sammenstødet, og begge bilister kom kørende i varebiler.
Nægtet køb i Rema 1000: 39-årig ville brænde butik ned og dræbe ansat
En 39-årig mand med tilknytning til Skive var lørdag morgen blevet sulten, og derfor ville han købe et rundstykke i Rema 1000 i Nørregade.
Men personalet i butikken genkendte ham fra tidligere butikstyverier, og derfor blev han afvist købet af rundstykket, og han blev bedt om at forlade butikken.
- Men det tog den 39-årige mand ilde op, så han truede med at brænde butikken ned, og han truede også en ansat med, at han ville slå vedkommende ihjel ved at stikke ham ned. Da vi kom frem, var manden væk, men vi er bekendt med hans identitet, og ham skal vi have fat på. Han står til en sigtelse for trusler på livet, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Musikere ville optræde gratis - men stjal modelskib og potteplanter
For et par weekender siden kom to spillemænd ind på værtshuset Midtskiws i Torvegade i Skive.
De tilbød at optræde gratis med musik og det hele.
- Da de så havde spillet et stykke tid, forlangte de så alligevel at få en betaling på 500 kroner. Men det ville værtshuset ikke være med til, og så blev de to spillemænd sure. Så de tog et lille modelskib og to potteplanter med sig og forlod stedet, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Det var først mandag i denne uge, at forholdet blev anmeldt, og politiet leder derfor efter de to spillemænd.
Rettelse: Navnene på de to musikere er blevet fjernet fra teksten, da det har vist sig, at de brugte deres borgerlige navne, da de troppede op på værtshuset.
To mænd i slåskamp jagtede hinanden på Theaterpladsen
En 51-årig mand og en 27-årig mand, der begge kommer fra Skive, var blevet så uenige, at det udviklede sig til slagsmål, da de opholdt sig på værestedet »Skuret« på Theaterpladsen i Skive søndag eftermiddag.
- Da patruljen kom dertil, jagtede de to mænd hinanden rundt om en bil, og begge havde fået synlige skader, da patruljen fik stoppet dem. Men ingen ville anmelde noget, men de slipper dog ikke for en sigtelse for brud på ordensbekendtgørelsen, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Tyve stjal kobber og batterier for stort beløb
Netselskabet N1, der er i gang med noget arbejde på Ådalsvej i Skive, blev i weekenden offer for et omfattende tyveri.
- Der blev skåret hul i døren ind til virksomheden, og så blev der ellers stjålet en masse. Det var 10 meget dyre 12-voltsbatterier, et ukendt antal kobberrør, der alle var seks meter lange, og en ukendt mængde kobberkabel samt en popnitte-pistol. Der er endnu ikke et samlet overblik over, hvad der er blevet stjålet, men indtil videre løber tyveriet op i en værdi af minimum 150.000 kroner, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
33-årig sallingbo kørte bil uden kørekort
Lørdag eftermiddag klokken 14 blev en 33-årig mand fra Balling standset i en varebil.
Og det viste sig, at han var blevet frakendt sit kørekort og dermed ikke måtte køre bil.
- Så han er nu sigtet for kørsel i frakendelsestiden, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Privatfest udviklede sig til slåskamp
Bølgerne gik højt til en privatfest på Stoholmvej ved Nr. Søby natten til søndag.
- Der blev talt med store ord til festen, og på et tidspunkt blev det besluttet, at uenighederne skulle klares udenfor. Da vi kom derud, kom vi kontakt med seks personer ude foran huset, og det var tydeligt, at der havde været gang i noget slåskamp. Men ingen af de involverede ville anmelde noget til os, så de gik alle ind igen, og enten fortsatte de festen, eller også brød de op, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Bærbar computer stjålet ved indbrud
I tidsrummet fra fredag klokken syv til klokken 16 har der været indbrud i et hus på Rudemøllevej ved Hem.
- Der blev først brudt et vindue op, og derefter blev der stjålet en bærbar computer, men ellers har vi ikke noget at gå efter i sagen, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
16-årig stjal i den forkerte butik
En 16-årig dreng fra Skive havde lørdag aften valgt den helt forkerte butik at stjæle fire Cult Shakere i.
Det var nemlig i Rema 1000 i Nørregade, der er blevet kendt for at have nul tolerance i forhold til butikstyve.
- Den 16-årige blev tilbageholdt, og vi kom og kørte ham hjem til sine forældre. Han er nu sigtet for butikstyveri, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Kvinde købte iPhone - men fik den aldrig
En 30-årig kvinde fra Balling blev taget ved næsen, da hun for nylig købte en iPhone 13.
- Hun havde købt den for 3500 kroner på Facebook af en kvinde fra Sønderjylland, men telefonen kom aldrig, efter pengene var sendt af sted. Vi er bekendt med den formodede svindlers identitet, og vi arbejder videre med sagen, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.