Går efter tre hjerter: Thises køer får mere plads

Det økologiske Thise Mejeri gennemfører nu store ændringer i produktionen af alle sine mejeriprodukter. Det indebærer, at alle mejeriets produkter lever op til kravene for tre hjerter i dyrevelfærdsmærkningerne

3. august 2021, 09.53

Thise Mejeris vigtigste del af produktionsapparatet, køerne, har fået bedre plads. Det betyder, at en sortbroget ko i fremtiden har otte kvadratmeter til rådighed og den noget mindre jerseyko har 6,6 kvadratmeter til rådighed. Foto: Thomas Vilhelm/Scanpix

DYREVELFÆRD Selv om det gode dyreliv allerede indgår helt fundamentalt i det økologiske regelsæt, for eksempel når køer skal på græs i sommerhalvåret, så forbedrer alle landmænd, der leverer til Thise Mejeri, nu dyrevelfærden yderligere.

I dag er minimumskravet i økologireglerne på seks kvadratmeter pr. ko. Thise hæver mindstekravet til otte kvadratmeter for alle de sortbrogede køer og til 6,6 kvadratmeter for alle de noget mindre jerseykøer.

Hermed lever alle Thises mejeriprodukter op til kravene for 3 ”hjerter” i såvel Coops som i Fødevarestyrelsens dyrevelfærdsmærkning. Det gælder også for de produkter, som Thise producerer under mærkerne: Irma Øko, Änglamark og 365.

Endnu en gang har Thise sammen med Coop skruet på de grønne knapper. Denne gang er det køerne, der har fået mere plads. FOTO: Coop/Thise Mejeri

- Thises landmænd er i fuld gang med omstillingsprocesserne. Vi arbejder med en bred vifte af initiativer i forhold til, klima, natur og det gode dyreliv. Vi arbejder for eksempel indenfor klimaområdet hårdt på udfasning af soja i køernes foder, og inden for natur og dyreliv har vi eksempelvis allerede Græsmælk, Ad Libitum-mælk og Irma-jersey. Nu kommer så initiativet med hensyn til de skærpede pladskrav til alle Thise-køerne. Der er en fælles forståelse for, at der skal ske forandringer. Vi kunne selvfølgelig bare sidde med hænderne i skødet og vente på politiske indgreb og lovgivning, men sådan tænker vi ikke på Thise Mejeri. Vi vil gerne selv tage ansvar og tage action, og det er der egentligt ikke noget nyt i, siger direktør Poul Pedersen, Thise Mejeri.

Læs også
Jakob Ellemann på Thise Mejeri: - Jeg er vanvittig stolt af de fødevarer, vi producerer i Danmark
Abonnement

I Coop er man meget tilfredse med forbedringerne.

- Dyrevelfærd betyder mere og mere for vores kunder, og vi ønsker fortsat at være nummer 1 på ansvarlighed i dansk dagligvarehandel. Det kan kun lade sig gøre gennem samarbejde med nytænkende og innovative leverandører og samarbejdspartnere. Med disse seneste forandringer har Thise igen vist vejen til fornyelse og forbedringer, siger food-direktør i Coop, Jan Adolfsen.

Thise Mejeri er Danmarks næststørste mejeri indenfor økologisk mælkeproduktion, ejet af dem, der producerer mælken, de 75 økologiske landmænd, der er andelshavere.

Læs også
Her er »baren« altid åben: Ny Thise-mælk giver bedre kalve-velfærd

Indlæser debat...