Gårdbrand: Røgforgiftede grise må formentlig aflives

Udgivet:22. december 2021, 09.20

Læsetid:1 minut

Arkivfoto

Brand Klokken 05.46 tidligt onsdag morgen fik brandvæsnet i Stoholm en melding om gårdbrand.

En stald på Holstebrovej lige omkring Sjørup var fyldt med røg, og brandvæsnet fandt ud af, at røgen kom fra brand i nogle installationer. For at kunne lufte ud måtte man skabe en indhegning af halmballer til kreaturerne.

- Vi fik slukket ilden og lavede røgudluftning i stalden, siger brandvæsnets indsatsleder til Skive Folkeblad.

Brandvæsnet var på stedet til omkring klokken 8, hvor de kunne køre hjem igen.

Politiet i Viborg oplyser, at der formentlig er nogle grise, som er nødt til at blive aflivet på grund af røgforgiftning. De befandt sig i en tilstødende stald.