SF rokerer om i ledelsen: Furbo lander delt toppost

Karina Lorentzen Dehnhardt afløser Jacob Mark som gruppeformand, mens Signe Munk bliver politisk ordfører.

11. januar 2022, 13.29

Signe Munk. Foto: Steen Don

KØBENHAVN Regeringens støtteparti SF har lavet rokader på en række vigtige poster i folketingsgruppen. Blandt andet har Signe Munk, der bor på Fur, en fremtrædende post.

Det oplyser SF i en pressemeddelelse.

Karina Lorentzen Dehnhardt bliver ny gruppeformand. Hun afløser Jacob Mark, der er sygemeldt på ubestemt tid med stress, hvilket blandt andet har ført til, at han har mistet store dele af sit syn.

Fremover får SF desuden to politiske ordførere. Karsten Hønge fortsætter på posten, men han deler fremover titlen med Signe Munk, der stammer fra Fur.

- Karina Lorentzen har siddet i Folketinget af flere omgange, hun har siddet i byrådet, er en erfaren ordfører og en stærk strateg, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr i pressemeddelelsen.

- Derfor er jeg rigtig glad for, at hun skal lede folketingsgruppen. Karsten og Signe udgør et stærkt makkerpar og har forskellige styrker, som supplerer hinanden fantastisk, siger Olsen Dyhr.

Lorentzen Dehnhardt, der trods sin nye rolle blandt andet fortsætter som retsordfører, ser frem til den nye opgave.

- Det er jo store sko, jeg skal fylde ud, for Jacob Mark har gjort et fantastisk arbejde.

- Jeg glæder mig til at blive en del af store og små beslutninger i hverdagen og til at være med til at lede en så dygtig og harmonisk folketingsgruppe, siger Lorentzen Dehnhardt.

Karsten Hønge mener, at SF styrkes ved at få nye, unge kræfter frem i partiet. Såsom Signe Munk.

Læs også
SF-profil tager orlov fra Folketinget til fordel for uddannelse

- Det er en kæmpe styrke, at vi er lykkes med at få valgt så mange dygtige unge ind i SF's folketingsgruppe, og jeg er rigtig glad for at blive flankeret af en så kompetent ung politiker som Signe Munk, som virkelig har vist, hvad hun kan på posten som klimaordfører.

- Jeg tror, at vi sammen kan være med til at få SF til at stå stærkt i en politisk hverdag, der til tider er reduceret til et freak show, siger Hønge.

Munk tilføjer:

- Jeg glæder mig til at være med til at tegne de store linjer i partiet sammen med Karsten Hønge og selvfølgelig resten af SF's folketingsgruppe.

- Jeg tror, at vi kan supplere hinanden godt i hverdagen, fordi vi kan noget forskelligt, har forskellige interesser og i øvrigt har et hamrende godt samarbejde.

Charlotte Broman Mølbæk overtager posten som børneordfører fra Jacob Mark, indtil han er tilbage på Christiansborg, oplyser SF.

Læs også
Leder: Skive-kredsen svækkes i Folketinget
Abonnement

/ritzau/