Klimaerhvervsskole i Skive? Ja, selvfølgelig

Udgivet:08. august 2022, 10.08

Læsetid:1 minut

Johan Brødsgaard.

Af Johan Brødsgaard spidskandidat for Radikale Venstre i Skive Kommune

UDDANNELSE Det er helt afgørende, at der er gode uddannelsesmuligheder i hele landet. Og nok er tendensen, at mange studerende søger mod de større byer. Flere vil læse til lærer i Aarhus, end de vil i Skive, Silkeborg og Holstebro - men så vi må på vores egn se på, hvordan vi får skabt unikke uddannelser, der passer til vores område - og som skal være særegne for netop vores landsdel.

Så når regeringen har lagt op til at etablere tre såkaldte klimaerhvervsskoler i Danmark, så bør Skive Kommune være blandt favoritterne. Der er allerede lokalt gjort et stort arbejde for dette, så nu skal fingrene krydses, og vi, der er politisk aktive, må hive i vores MF’ere, der sidder med beslutningerne.

Skive er oplagt af mange årsager. GreenLab, naturligvis, men også pga. Skive Colleges store fokus på den grønne omstilling og bæredygtighed generelt - herunder den eneste uddannelse til forsyningsoperatør i landet. Ydermere bydes der på en elektrikeruddannelse med stort fokus på den grønne omstilling og ligeledes en tømrer-uddannelse med fokus på bæredygtighed.

Klimaerhvervsskolen vil være en uddannelse, der ikke blot passer perfekt til Skive, det vil også være en uddannelse, som kan tiltrække studerende - og som kan sætte skub på den grønne dagsorden!

Indlæser debat