Borgmester: Testzone i Skive er historisk

Udgivet:07. maj 2021, 18.01

Læsetid:1 minut

Foto: Thomas Köser

Jens Kristensen
| jkr@skivefolkeblad.dk

- Det er historisk for Skiveegnen. Det er første gang nogensinde, at myndighederne giver sådan en tilladelse på energiområdet. Vi har i forvejen førertrøjen på, når det kommer til den grønne omstilling. Med onsdagens udpegning af GreenLab Skive som en testzone får GreenLab Skive en helt unik placering i det danske energilandskab og muligheden for at være med til at sætte turbo på udviklingen af nye energiteknologier, som med tiden kan blive udbredt til resten af landet.

Det siger Skive Kommunes borgmester Peder Christian Kirkegaard (V), efter Energistyrelsen onsdag gav GreenLab Skive og Brande Brint status om testzoner for fremtidens forsyning med energi i Danmark.

De to steder bliver en slags »fristæder« for udvikling af grøn energi.

Gældende regler på energiområdet kan hæmme den for klimaet afgørende udviklng af grøn energi. Derfor er det nødvendigt, at udvalgte projekter får lov at operere uden de snærende bånd, gældende regler kan give.

I GreenLab Skive skal energi produceres og bruges i et selvstændigt energi-system. Dermed kan GreenLab Skive medvirke til at udvikle energi-systemer, der aflaster Danmarks allerede hårdt belastede energinet. Dét står i øvrigt til at blive endnu mere belastet, da omstillingen fra klima-skadelige energikilder til el produceret af for eksempel vind og sol som primære energikilder kommer til at belaste netværket endnu mere.

- Testzonen fritager potentielt samfundet for en væsentlig omkostningsbyrde. Hvis vi blot fortsætter med at koble nye vindmølle- og solcelleparker til det eksisterende energisystem, vil det medføre enorm belastning af elnettet såvel som ekstraregninger for forbrugerne. Med testzonetilladelsen bliver det nu muligt at afprøve nye teknologier og innovative forretningsmodeller i praksis med det formål at afhjælpe det overbelastede elnet og sikre en hurtigere grøn omstilling, siger administrerende direktør for GreenLab Christopher Sorensen.