Skæve skattelettelser må aldrig være på bekostning af den almindelige borgers tryghed

Udgivet:18. september 2023, 11.19

Læsetid:2 minutter

Signe Munk.

Af Signe Munk. Fur politisk ordfører for SF

ØKONOMI Den danske økonomi er god. Den er robust. Der er penge at bruge af. Det har regeringen selv sagt. Der er alle muligheder for at sikre en bedre velfærd, skulle man tro. Sikre, at tempoet kommer ned i hjemmeplejen. Sikre, at den lokale skole ikke må holde ferielukket for evigt. Sikre, at pædagoger og sygeplejersker ikke fyres pga. et for stramt budget, når vi samtidig mangler dem i hobetal.

For virkeligheden er desværre den, at velfærden efterhånden hænger i en tynd tråd. Der er næppe mange af os i Midtjylland, der har overset, at regionen nu er tvunget til at spare akutlægebiler væk i Lemvig, Ringkøbing, Silkeborg og Grenå. Samtidig er det slut med at modtage visiterede akutte medicinske patienter på Regionshospitalet Silkeborg, mens hospitalets akutklinik lukkes om dagen.

Silkeborg hospital er flere gange blevet kåret som Danmarks bedste mindre hospital, men den slags titler hænger ikke ved, hvis vi bliver ved med at skære ind til benet og tvinge hospitalet og dets personale i knæ. Og folk bliver ikke ved med at bosætte sig og trives i Midtjylland, hvis ikke sygehusvæsnet fungerer.

Måske jeg havde været mere forstående, hvis pengene var så knappe, at vi umuligt kunne betale for den velfærd, vi har brug for. Men det er umuligt for mig - både som politiker, sygeplejerske og midtjyde – ikke at blive forarget, når SVM-regeringen netop er vendt hjem fra deres turné »Sammen om et bedre Danmark«. En turné, hvor de har rejst land og rige rundt for at uddele skattelettelser til højre og venstre.

Regeringen forsvarer og fejrer skattelettelser, mens regioner og kommuner skriger på penge til velfærd. Det er i mit hoved en helt absurd prioritering. Hvordan man kan advokere for flere penge til dem, der allerede har allerflest, mens den almindelige borgers tryghed forringes, går over min forstand.

Det er vigtigere end nogensinde, at vi styrker sygehusene, ældreplejen og psykiatrien. Og at der er brug for skattelettelser for at fremtidssikre selvsamme velfærd, som Mette Frederiksen så fint proklamerer, holder simpelthen ikke.

Det egentlige valg i dansk politik lige nu er skattelettelser over for velfærd. Jeg håber, at regeringen kommer til fornuft, og i mellemtiden vil jeg og resten af SF kæmpe med næb og klør for, at de skæve skattelettelser ikke forringer velfærden rundet om i landet.

Indlæser debat