25-årig har meldt sig selv til politiet et år efter drab på Porschebande-rocker

En 42-årig mand blev sidste år dræbt af knivstik på en parkeringsplads i Brabrand. Tredje mand er nu anholdt.

6. juli 2021, 10.18

Politiet afspærrede området ved Lenesvej i Aarhus og afsøgte stedet med hunde efter knivdrabet 23. juli 2020. Fire mænd er siden blevet tiltalt.

AARHUS En 25-årig mand, der har været efterlyst i en drabssag fra sommeren 2020, har meldt sig selv.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Drabet fandt sted natten til den 23. juli sidste år på en parkeringsplads ved Lenesvej i Brabrand. Her blev den 42-årige Saturdarah-rocker med tilknytning til Porschebanden Mohammad Al-Zerjawi - kaldet Frisør Mudi - ramt af knivstik i låret. Kort efter blev han erklæret død.

Læs også
Forklaring fra tiltalt i Porschebande-sag: Knivdræbt rocker stod for kokain og hash i Skive

Derudover blev to unge mænd fra Skive, som var med i Al-Zerjawis bil, knivstukket ved samme lejlighed. En 23-årig mand fik adskillige knivstik flere steder på kroppen, og en 28-årig mand blev stukket flere gange i benene. De blev begge behandlet for deres skader.

Derudover blev en 25-årig mand udsat for flere slag og spark på kroppen.

Den 25-årige mand, som nu er anholdt efter at have meldt sig selv, vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus tirsdag klokken 12. Her vil en dommer afgøre, om han skal fængsles.

Læs også
Dræbt rocker fik 21-årig ind i Porschebanden

I forvejen sidder to varetægtsfængslet i sagen. Derudover efterlyser politiet fortsat en fjerde mand med navn og foto. Der er tale om den 25-årige Abdallah Ahmad Taha, som politiet stadig vil have fat i.

Alle fire mænd er blevet tiltalt i sagen, som er sat til at foregå i Retten i Aarhus over en række dage i oktober.

Derfor er de fire mænd foruden drab tiltalt for drabsforsøg på den 23-årige samt to tilfælde af grov vold mod den 28-årige og den 25-årige mand. De fire er også tiltalt for at have truet alle ofrene med en pistol.

Motivet til overfaldet skal ifølge politiet formentlig findes i en form for uoverensstemmelse i forbindelse med en narkohandel. Ekstra Bladet har tidligere skrevet, at Porschebande-gruppen var blevet snydt med falsk hash.

Læs også
Medie: 42-årig rocker blev snydt - købte falsk hash inden knivdrab

Politiet mener, at den dræbte og de fire tiltalte havde relation til rocker- og bandemiljøet. Derfor er der rejst tiltale efter den særlige bandeparagraf, som kan hæve straffen.

Ekstra Bladet har tidligere skrevet, at den dræbte, Mohammad Al-Zerjawi, var medlem af rockergruppen Satudarah og gik under navnet "Frisør Mudi".

Tilnavnet stammer fra hans tid i Viborg, hvor han har drevet en frisørsalon.

Ekstra Bladet har også skrevet, at frisøren tidligere har været en del af den såkaldte Porsche-bande fra Skive - en kriminel gruppering, der før var kendt under betegnelsen McDonalds-gruppen.

/ritzau/