
Mange genkendte hættetrøje: Efterlyst mand fra overfald har meldt sig selv
Lokalpolitiet i Skive har i løbet af torsdagen modtaget flere gangbare tip, der alle pegede i retning af den samme person
Udgivet:08. december 2022, 14.18
Læsetid:1 minut
Foto: Martin Ballund
1 måned siden
POLITI Torsdag morgen efterlyste lokalpolitiet i Skive en ung mand, der torsdag i sidste uge overfaldt en 60-årig mand på åben gade på Brårupvej.
Overfaldet var så voldsomt, at den 60-årige skibonit efterfølgende er blevet opereret på sygehuset i Gødstrup.
Efterlysningen, der også indeholdt et billede af den unge gerningmands hættetrøje, har i løbet af torsdagen givet politiet flere valide tip, som alle pegede i retning af den samme person.
- Vi nåede ikke at tage kontakt til ham, før han meldte sig selv. Og det er vores opfattelse, at det er på grund af de mange oplysninger, der er kommet til os, at manden har henvendt sig til os, siger politiassistent Niels Bach.
Han kan på nuværende tidspunkt ikke fortælle noget om, hvem manden er.
- Der er mange ting, vi lige skal have styr på nu. Men vi er sikre på, at vi har den efterlyste mand, og derfor behøver folk ikke komme med flere henvendelser til os om den konkrete sag, siger Niels Bach.

