Hospice-ansatte skaber en særlig atmosfære sammen: - Der bliver virkelig sat pris på vores arbejde

Pauli Vendelbo

Journalist| pv@skivefolkeblad.dk

LIV På »bjørnebænken« i hjertet af bygningen sætter Julie Exner sig ofte og spiller et eller flere stykker musik.

Hun vælger med omhu noget musik, der passer til præcis den stemning, der er i huset på netop det tidspunkt.

Musikken kan fint høres i alle lokaler på Hospice Limfjord. Af patienterne, de pårørende og de ansatte.

- Musik kan mange ting. Musik kan blandt andet forstærke de mange følelser, der findes på et hospice. Musik kan give glæde og sorg, men den kan også vække minder, og en sang kan også bære følelser. Patienter og pårørende kan godt blive kede af det og begynde at græde, når de hører mig spille. Men så længe jeg spiller musik, så længe bærer jeg også følelsen, og så er selv de tunge og triste tanker og følelser til at have med at gøre, siger Julie Exner.

Hun er som musikterapeut tilknyttet Hospice Limfjord, og hun er blot en af mange faggrupper, der har deres gang på stedet.

Hende vender vi tilbage til.

Først skal vi møde serviceassistenten Line Pallesen.

Hun er den senest ansatte på Hospice Limfjord, og hun har kun været på lønningslisten siden midten af november.

Line Pallesen blev valgt til jobbet ud af 100 ansøgere, og det fortæller lidt om, at det er populært at arbejde på Hospice Limfjord.

- Jeg har altid været tiltrukket af konceptet og idéerne bag hospice, og jeg har faktisk gennem længere tid holdt øje med, om der blev slået nogle stillinger op, siger Line Pallesen.

Det er ikke så længe siden, at hun blev færdiguddannet sosu-hjælper, og pludselig søgte Hospice Limfjord en serviceassistent.

- Jeg stod med en ny uddannelse i hånden, men det var jo ikke lige det, de søgte her. Men jeg blev simpelthen nødt til at søge stillingen alligevel, jeg kunne ikke lade være, siger hun.

Line Pallesen fik jobbet, og allerede nu fungerer hun som meget andet end en serviceassistent.

- En stor del af dagen går med rengøring, men har jeg tid, spørger jeg også mine kolleger, om jeg kan hjælpe i plejen. Det kan være jeg hjælper til med en flytning eller med morgenmaden, og jeg har eksempelvis også været med til at pynte op til jul, siger Line Pallesen, der helt naturligt også kommer tæt på patienterne og de pårørende.

- Jeg stiller mig også til rådighed for en samtale, hvis det er det, der er brug for. Så selv om min titel er serviceassistent, så har jeg en fuldstændig fantastisk blanding af opgaver i mit job, lyder det.

Glæden ved maden

Musikterapeut Julie Exner kommer på Hospice Limfjord hver tirsdag. Og derudover kommer hun også i nogle timer om torsdagen eller fredagen. Eller begge dage.

Men uanset hvilken dag hun er der, har hun flere forskellige musikredskaber med i tasken.

- Når jeg eksempelvis går ind på en stue, vurderer jeg altid, hvad der er brug for. Det kan være, at en patient har åndedrætsbesvær, og så bruger jeg musikken som en slags medicin. Musik kan virke beroligende, og rammer jeg det rigtige musik, der følger åndedrættet, så kan jeg påvirke patientens åndedræt, der pludselig bliver bedre, siger Julie Exner.

Musikterapeuten sidder også ofte ved keyboardet i fællesstuen, hvor der bliver serveret mad.

Det gør blandt andet, at køkkenpersonalet får musik til arbejdet.

Tre gange om dagen bliver der disket op med mad fra køkkenet. Morgenmad, varm middagsmad og kold aftensmad.

Det er Hanne Mosekjær og Henk-Jan Hobbelt, der står for madlavningen. Og det sker med både en kærlig tanke og hånd.

- Det er kræsemad, vi laver. Det vil sige, at vi laver det mad, som patienterne vil have, og vi laver det mad, som de kender fra deres liv. Og det er ikke størrelserne på portionerne, der er vigtige, for patienterne spiser ikke så meget, som vi andre gør. Men det vigtige er derimod, at de kan få lov til at dufte og se den mad, de kender. Det kan være en kylling eller en flæskesteg, der vækker gensynsglæde og minder, siger Hanne Mosekjær.

Tager imod ønsker

Køkkenpersonalet kører med en ugeplan, hvor det nogenlunde er tilrettelagt, hvad der er på menuen.

Men planen er vejledende og ikke så fast, at der ikke kan laves om i den.

- Patienterne og de pårørende må gerne komme med ønsker til maden. Og så kan det være, vi laver mad til den enkelte, men det kan også være, at vi mener, at det er noget, som hele huset kan få glæde af. Det kan også være, at vi en dag får en pludselig idé, og så laver vi det, siger Henk-Jan Hobbelt, der understreger, at så meget som muligt bliver hjemmelavet fra bunden.

Både Hanne Mosekjær og Henk-Jan Hobbelt har været ansat på Hospice Limfjord i alle de år, hospitalet har eksisteret.

Dermed har de været på stedet i flere end 15 år. Og ingen af dem har planer om at skulle derfra lige foreløbigt.

- Det er et givtigt og taknemmeligt job, for vi får god respons fra både patienter og pårørende. Der bliver virkelig sat pris på vores arbejde, og det, at vi kan gøre en forskel for andre, er med til at give os et drive, siger Henk-Jan Hobbelt.

Og Hanne Mosekjær supplerer med, at der altid er anderledes opgaver at tage fat på.

- Her er der ikke to dage, der er ens, og det er også med til at gøre jobbet interessant, siger hun.

Vi bliver også rørt og ramt, og det er da hårdt, når folk dør. Og det er også hårdt, når vi er vidner til uretfærdige skæbner i livet. Men jeg ser også sådan på det, at vi her har muligheden for at gøre en forskel for de folk, der skal herfra. Vi kan ikke gøre fra eller til i forhold til, om de skal dø eller ikke, men vi kan gøre alt, hvad vi kan for at lindre deres smerter
Annamarie Justesen, sygeplejerske, Hospice Limfjord

Om sommeren bliver grillen ofte kørt ud i haven, og så kan de patienter, der har kræfter til det, nyde maden der. Også særlige mærkedage som dronningens fødselsdag bliver markeret fra køkkenets side.

- Selv om vi ofte er her i køkkenet, så har vi også kontakt med patienterne. Men det er primært de oppegående patienter, vi snakker med, siger Henk-Jan Hobbelt.

Smuk musik møder svære følelser

En harpe er fundet frem. Den står midt på gangen. Den tilhører Julie Exner, og hun skal til at spille på den.

Hun er ikke i tvivl om , at hendes musik gør de svære følelser hos patienter og pårørende lidt nemmere at håndtere.

- Musik giver et indtryk af at være sammen. Musik gør meget mere end blot at forstærke nogle følelser, for musikken forandrer situationer. Her på Hospice Limfjord møder den smukke musik de svære følelser, og det gør, at de triste og svære følelser kommer til at stå i et andet lys, fortæller Julie Exner.

Når der i gennemsnit bliver skiftet ud i klientellet på Hospice Limfjord hver anden uge, stiller det helt naturligt nogle psykiske krav til personalet.

Og sygeplejerske Annamarie Justesen erkender da også, at hun bliver påvirket af de personer, hun er tæt på i sin hverdag.

- Vi bliver også rørt og ramt, og det er da hårdt, når folk dør. Og det er også hårdt, når vi er vidner til uretfærdige skæbner i livet. Men jeg ser også sådan på det, at vi her har muligheden for at gøre en forskel for de folk, der skal herfra. Vi kan ikke gøre fra eller til i forhold til, om de skal dø eller ikke, men vi kan gøre alt, hvad vi kan for at lindre deres smerter, siger Annamarie Justesen.

Livsbekræftende øjeblikke

Lige over for hende nikker hendes kollega Lisbeth Bang.

Hun sætter pris på, at hun som sygeplejerske på Hospice Limfjord får lov til at udføre den totale pleje.

- Vi står for plejen, samtalerne og omsorgen. Der er ikke nogle opgaver, vi skal uddelegere, og det giver mig en stor tilfredsstillelse i mit arbejde, siger Lisbeth Bang.

Sygeplejerskerne har to-tre patienter ad gangen, men nogle patienter kan være så dårlige, at det kræver et samarbejde mellem flere sygeplejersker.

En vigtig del af deres tid går med samtaler. Både med patienterne og de pårørende. Og selv om samtalerne ofte er forbundet med hårde realiteter, så er kontakten med patienterne i høj grad med til at gøre jobbet meningsfuldt.

- Patienterne åbner op over for os, så vi kommer helt tæt på. Og vi er faktisk ofte rørte og overraskede over, hvor meget vi bliver involveret i. Men det gør også, at vi bliver vidner til mange smukke øjeblikke i selskab med andre mennesker, og det er meget livsbekræftende at være med til, siger Annamarie Justesen.

Der var en patient, der for ikke så længe siden fik skrevet en sang i samarbejde med mig, og den skal synges til en konfirmation til foråret. Der vil hun ikke være med, men det vil hun på en måde alligevel, fordi hun har skrevet en sang til konfirmanden
Julie Exner, musikterapeut, Hospice Limfjord

Lisbeth Bang har været på Hospice Limfjord i 14 år, mens Annamarie Justesen blev ansat i april sidste år.

Og Lisbeth Bang fortæller, at hun er glad for at arbejde med den del af sygeplejerske-faget, som Hospice Limfjord giver hende mulighed for.

- Her kører vi ikke med bestemte klokketider. Plejen og omsorgen er tilpasset den enkelte patient, og det er en stor styrke ved det her sted. Dagligdagen er ikke sat i faste rammer, fordi der ikke er to patienter, der er ens, siger Lisbeth Bang.

Et drømmejob

Her op til jul finder Julie Exner ofte julesalmerne frem, og for mange af patienterne på Hospice Limfjord giver musikken håb.

- Salmerne bidrager med noget religiøst og åndeligt op til jul, og derfor vil patienterne gerne høre salmerne, da de virker som en slags meditation. På den måde finder de en slags lys i mørket, siger Julie Exner.

Hun tilbyder også at skrive sange i fællesskab med patienterne og de pårørende.

- Hvis det er børn, der er pårørende, kan jeg skrive en sang med dem, der indeholder de ord og ting, der betyder noget for dem i forhold til patienten. Og bagefter kan de også få indspillet sangen i et studie, så de kan få sangen med hjem. Ligeledes kan patienterne få skrevet en sang. Der var en patient, der for ikke så længe siden fik skrevet en sang i samarbejde med mig, og den skal synges til en konfirmation til foråret. Der vil hun ikke være med, men det vil hun på en måde alligevel, fordi hun har skrevet en sang til konfirmanden, fortæller Julie Exner.

Læs også:

En anden verden: På Hospice Limfjord findes der en helt særlig stemning

Selv om de ansatte på Hospice Limfjord alle er enige om, at de har et afvekslende, spændende, udfordrende og vigtigt arbejde, så kan de mange indtryk fra arbejdet med syge patienter sætte sig på forskellige måder.

Og hvis der pludselig er noget, der fylder for meget, er det godt, at der også er en psykolog på adressen.

Han hedder Kim Bakbo-Carlsen, og han kalder sit job for et regulært drømmejob.

- Nogle dage kan jeg godt blive lidt dyster og frustreret på grund af den magtesløshed, jeg kan sidde tilbage med, når jeg har snakket med patienter, pårørende og ansatte. Men de fleste dage er jeg opløftet, fordi jeg synes, jeg har gjort en forskel for dem, jeg har snakket med, siger Kim Bakbo-Carlsen.

I forhold til sine kolleger mener han, at det er utopi at tro, at de ikke på en eller anden måde bliver ramt eller påvirket af et arbejde, hvor der dagligt er død og sygdom involveret.

- Vi er jo også mennesker, så derfor er det dumt at tro, at vi skulle gå fri for tunge tanker. Nogle gange kan andres liv og skæbne komme helt tæt på, og det må det også gerne gøre, vi skal bare være bevidste om det, så vi kan få talt om det og komme videre, siger Kim Bakbo-Carlsen.

Han har også på egen krop haft brug for at bearbejde oplevelser, der er kommet ind under huden på ham.

Helt specifikt nævner han en patient, der havde en helt speciel rutine, da hun kun havde få dage tilbage at leve i.

- Der var på et tidspunkt en kvinde her, der var ramt af kræft, og hun startede hver dag med at tage et spabad og drikke en gin og tonic. Hende havde jeg flere samtaler med, og da jeg så kom tilbage efter en ferie, kunne jeg ikke forstå, hvor hun var. Jeg fik at vide, at hun var død, men for mig var det meget underligt, at jeg ikke havde fået lov til at tage min egen afsked med hende. Det manglede jeg, siger Kim Bakbo-Carlsen.

Læs også:

Hospice har givet Birthe nyt håb: - Jeg har ikke bestilt en plads deroppe endnu

Og for at komme videre fra den erkendelse arrangerede Kim Bakbo-Carlsen sin egen afsked med kvinden.

- Jeg havde brug for at få det afsluttet på en god måde, så en aften, da jeg var kommet hjem, tog jeg afsked med hende ved at drikke to glas med gin og tonic. Og så kunne jeg komme videre. Men det fortæller noget om, at vi også bliver påvirket af det job og de samtaler og relationer, vi får gennem vores arbejde, siger psykologen, der også pointerer, at Hospice Limfjord er et særligt sted.

- Psykologer taler ofte med folk, der på den ene eller anden måde har det svært. Men her er det alligevel lidt anderledes, fordi patienterne står i en særlig situation, de ikke har stået i før. Og min opgave er så at guide og komme med forslag til, hvordan de kan gøre og handle ud fra den situation, de står i. De har brug for en modpol til død og sygdom, for ingen har godt af at blive holdt fast i sygdommen, siger Kim Bakbo-Carlsen.

En forskel ved at være

Hørelsen er menneskets første sprog. Hørelsen er det første, som mennesket udvikler, og hørelsen er også det sidste, man mister.

Derfor er musikken så vigtig. Og det er Julie Exner meget bevidst om.

- Selv patienter, der ikke kan holde øjnene åbne og ikke har kræfter tilbage, har en fin hørelse. Og jeg er taknemmelig for, at jeg med min musik kan gøre en forskel, selv om der på mange andre måder ikke er noget at gøre. Selv om jeg ikke kan gøre noget for de syge i forhold til deres sygdom, så kan jeg gøre noget ved blot at være til stede. Jeg føler, at jeg gør en forskel, når jeg bærer den svære stemning og følelse, som findes ved blandt andet udsyngninger. Så selv om det er trist, når der sker et dødsfald, så forsøger jeg at hjælpe de pårørende godt igennem, siger Julie Exner.

På Hospice Limfjord arbejder der også læger, en præst, en fysioterapeut, en pedel og sekretærer, ligesom der er tilknyttet en gruppe frivillige. Og sammen med de beskrevne faggrupper i denne artikel er de alle med til at skabe den samme lune og varme atmosfære, der findes på Hospice Limfjord.

De ansatte virker som en stor familie.

Læs også:

Opfordring fra sogn: Lad os tale om døden

Læs også:

Lastbilkolleger viste den sidste ære: Sendte vognmand af sted på hans sidste rejse med lastbilkortege