Grøn bil-bølge får lokal virksomhed til at investere for millioner

16. maj 2020, 17.36

»Vi kan klart mærke, at de projekter, som har med biler på benzin og diesel at gøre, ikke længere er så efterspurgte«, siger Peter Hjelm (nummer to fra venstre), administrerende direktør, Formkon A/S. Billedet er fra et sjældent kig ind i produktionen, hvor sikkerheden er høj, når det gælder industrispionage. Arkivfoto: Steen Don

Der er tale om den hidtil største investering af sin art, som virksomheden Formkon A/S nogensinde har lavet.

Lige nu flytter maskiner for millioner ind i virksomhedens bygning på Rævevej i Skive, hvor endnu flere kvadratmeter er taget i brug for at kunne følge med en stadige stigende efterspørgsel. Samtidig søger Formkon nye medarbejdere, og det kan blive aktuelt med flere jobannoncer.

Formkon laver produkter til bilindustrien, og i coronakrisen er fokus skærpet på interessen for dele, der anvendes til el-, hybrid- og brintbiler. Og det er dem, som nu er med til at sætte ekstra gang i den i forvejen travle produktion hos den lokale virksomhed, som har knap 60 medarbejdere.

- Vi får i øjeblikket installeret nye maskiner. Det er to helt nye maskiner til bearbejdning af aluminium. Det er den største investering, vi nogensinde har lavet, siger administrerende direktør Peter Hjelm.

Maskinerne bliver leveret fra Tyskland, og det er de tyske leverandører, som flytter maskinerne ind på deres fremtidige plads i den topmoderniserede produktionsafdeling, som Formkon, der har hovedsæde på Oddervej i Sydbyen, inden for de seneste år har købt og renoveret for millioner på Rævevej, der ligger tæt ved hovedsædet.

- Det er en udvidelse, vi er i gang med at lave. Vi har et jobopslag ude, og vi kan få behov for flere folk. Lige nu er vi en lille smule afventende på situationen, og hvordan verden vil udvikle sig. Men vi kan helt tydeligt se, at det handler om at være klar til start, siger Peter Hjelm.

Formkon producerer sprøjtestøbte og fint udskårne emner i blandt andet aluminium. Det meste af produktionen er et fortroligt område. Men mange af Formkons finmekaniske dele bliver designet for og til flere af verdens førende bilproducenter.

Selvom Peter Hjelm ikke kan oplyse, hvilke bilmærker der er tale om, så fortæller han gerne, at der er tale om producenter, som kræver en meget høj kvalitet og leverer færdige produkter af meget høj kvalitet. Og generelt er der tale om eksport til EU.

Formkon A/S er flere gange nomineret til prisen EY Entrepreneur Of The Year, som Ernest & Young-koncernen/EY står bag.

Seneste maskinkøb løber op i godt 5,5 millioner kroner, og dertil kommer diverse udgifter til blandt andet installering.

Coronakrisen har skærpet interessen for dele, der anvendes til el-, hybrid- og brintbiler. Sådan opleves efterspørgslen lige nu hos Formkon A/S, der leverer dele til førende bilproducenter. Virksomheden er klar til start og har netop lavet endnu en millioninvestering. Nye maskiner flytter ind i produktionslokalet på Rævevej i Sydbyen. Foto. Steen Don