(Lokal) panik i Venstre

7. maj 2021, 10.26

Som sædvanlig har Peter Hahn løsningen på alverdens problemer her i Skive Folkeblad. Hvorfor bruger du dog ikke dine evner ude i virkeligheden? Sandheden er at det står umådeligt skidt til i Skive, både på kommunens forvaltning, men så sandelig også i det kriminelle ungdomsmiljø.

Du roser DF’eren Peter Skaarup for henvendelsen til ministeren, om hvorledes han vil sikre en ordentlig opførsel hos 3 drenge på havnen i Skive. Det er en falliterklæring af Skive Politi, når I ikke engang kan tøjle en flok knægte.

Men det var da godt at politiet fik stoppet ham med tågelygten, den klarede I så fint. Anderledes gik det dengang i Thorupsgade i Skive, hvor I også måtte kapitulere.

Jeg ser ikke byrådets politikere udskammet, men derimod taget med bukserne nede om anklerne, alle som en. I burde passe jeres arbejde i byrådet, og fokusere på det, I er valgt til, nemlig at sørge for at kommunens borgere får den service og velfærd, de er berettiget til. I er en flok nikkedukker og i stedet for holder I fokus på de ydre værdier, prestigeprojekter som Greenab og Big Blue.

Hvor lavt kan man synke at kalde politiske modstandere ved øgenavn? Ja, jeg spørger bare.

Politikere er sat i verden for borgernes skyld - IKKE for at tjene egne personlige interesser. Er det noget, du og de andre Venstremedlemmer i Skive Byråd vil til at efterleve? Du forsøger at danne din egen læresætning. Det er helt komisk, for netop dette med at tjene egne personlige interesser, har I da altid brugt i Venstre! Og denne her, det er vist også en af dine; Ordentlighed og fairness, ja man skulle tro, det er løgn. Hvordan var det nu, havde du ikke navnet på en fritidsmentor?

Du oplever et byråd og stående udvalg, der som du siger arbejder særdeles seriøst med arbejdet, og de borgere I er sat i verden for at betjene på en god indlevende og korrekt måde. Behøver jeg virkelig minde dig om Christina, der blev gennembanket, sagerne om de 2 handicappede, der blev døgnovervåget, fordi Skive Kommune ikke ville bevilge dem anstændig pleje.

Små og velfungerende plejehjem der skal lukkes fordi byrådet ikke vil ofre penge på brandsikring. Og nu senest en sag om vasketøj til ågerpris og et menneske, der ikke kan få bevilget fodtøj, fordi han risikerer at dø inden et er opslidt.

Jeg har ingen grund til at betvivle rigtigheden i det, Erik Mortensen skriver, men du sidder i byrådet og de fine stående udvalg. Du har alle muligheder for at undersøge sagerne. Du gør en ynkelig figur Peter Hahn selvom du forsøger at flyve. Dit menneskesyn bryder jeg mig ikke om.

Jeg kan love dig for at din påstand om, at problematikker løses bedst og hurtigst ved, at kontakte vor borgmester, ikke er korrekt. Jeg venter stadigvæk på svar.