
Leder: Perspektiv i ny dansk Ukraine-fond
Udgivet:15. marts 2023, 11.35
Læsetid:2 minutter
Chefredaktør Ole Dall.
Det er en god nyhed, at et bredt flertal i Folketinget nu har aftalt at etablere en dansk Ukraine-fond, der i år rummer syv milliarder kroner. Efter mere end ét års krig i Ukraine er der brug for at signalere, at Danmark ikke tøver med fortsat hjælp til Ukraine og landets befolkning.
Der vil med penge fra Ukraine-fonden blive fokus på militær hjælp, hjælp til civile samt erhvervsmæssig støtte, og det er alt sammen velbegrundet.
Finansminister Nicolai Wammen (S) understreger, at dagens aftale om de mange milliarder er økonomisk ansvarlig. De fleste penge findes ved, at den statslige finanspolitik lempes med 0,2 procent af det samlede bruttonaltionalprodukt (BNP) - og derudover hentes godt en milliard kroner fra afsatte midler til dansk u-landsbistand.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) understreger, at på erhvervsområdet kan Danmark levere meget af det, som Ukraine står og mangler - eller kommer til at mangle. Det gælder f.eks drikkevand, fjernvarme og fødevarer.
Den fungerende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V) sagde ved præsentationen af Ukraine-fonden, at der med midler fra den nye fond fastholdes »et højt niveau for den militære støtte til Ukraine«.
Med Ukraine-fondens etablering bliver det fra dansk side understreget, at Danmark fortsat ønsker at støtte Ukraine markant, efter at landet så brutalt er blevet angrebet af Putins regime i Rusland. Ukraines kamp er også Vestens kamp, for det må ikke tillades, at Rusland går på militært erobringstogt over for selvstændige lande.
Med undtagelse af Enhedslisten og Alternativet er alle Folketingets partier med i aftalen om en Ukraine-fond. Enhedslisten synes fortsat at have svært ved at finde en klar linje over for Ukraine og den nye sikkerhedspolitiske situation i Europa. Det skal ikke glemmes, at Enhedslisten principielt stadig ønsker Danmark ud af Nato - selvom man tilføjer at det ikke lige nu er aktuelt...
Det synes helt at være gået hen over hovedet på Enhedslisten, at neutrale nordiske lande som Sverige og Finland nu har travlt med at komme ind i Nato - netop fordi et sådant medlemskab er en garanti for sikkerhed over for brutale regimer som Rusland.
Nato har et afgørende »én for alle - alle for én« princip, som medfører, at hvis ét Nato-land angribes, opfatter Nato-forsvars-alliancen det som et angreb på hele Nato, og den slags aftvinger respekt i Rusland.
Den danske Ukraine-fond - og løftet om fortsat militær og civil støtte - kommer på et tidspunkt, hvor i hvert fald dele af det republikanske parti i USA begynder at tale om at mindske støtten til Ukraine. »Vi kan ikke prioritere indblanding i en eskalerende udenlandsk krig over forsvaret af vores eget hjemland«, lyder det fra Ron DeSantis, der meget vel kan blive Republikanernes præsidentkandidat. Donald Trump har tilsvarende synspunkter. Hverken Trump eller DeSantis synes at have forstået, hvad de fleste i Europa forstår - at Ukraines kamp også er vores kamp.
O.D.
Indlæser debat