Bo Henriksen øjner muligheden for førsteplads i gruppen

FC Midtjylland vandt torsdag 3-2 over Braga, og kan nu selv afgøre sin skæbne i Europa League-turneringen.

25. november 2021, 22.38

Det var en tydeligt glad FC Midtjylland-træner Bo Henriksen efter slutfløjtet i opgøret mod portugisiske Braga.

HERNING Torsdag scorede FC Midtjylland på et straffespark i overtiden til slutstillingen 3-2 over Braga, da holdene tørnede sammen i femte gruppekamp i Europa League.

Med sejren har midtjyderne nu muligheden for at gå videre, hvis holdet vinder den sidste gruppekamp mod bulgarske Ludogorets.

En førsteplads vil sikre det danske hold en plads i ottendedelsfinalerne, mens en andenplads vil sikre en knockoutkamp for at komme med videre.

Selv om FCM skal vinde, og Braga og Røde Stjerne skal spille uafgjort, så er det alligevel noget midtjydernes cheftræner, Bo Henriksen, ser muligheden for.

Han understreger på samme tid, hvor stort det vil være bare at gå videre til knockoutfasen.

- Man behøver ikke at have gået i skole længe, før man kan regne ud, at hvis Røde Stjerne og Braga spiller uafgjort, og vi vinder, så bliver vi nummer et i gruppen. Det vil være kæmpestort, siger han efter kampen.

- Hvis vi bliver nummer to, skal vi spille en kvalifikationskamp for at gå videre til ottendedelsfinalerne. Det ville være vanvittigt fedt at få lov til at gå videre.

- Alle snakkede om, at vi skulle ud og vinde tre kampe i træk, og at det ikke kunne lade sig gøre, men vi har troen på det, siger Bo Henriksen.

Den danske cheftræner ville efter kampen ikke tale om den skuffelse, det vil være, hvis FCM taber mod Ludogorets, der intet har at spille for forud for sidste gruppekamp.

I stedet fokuserer han på, at FCM skal opnå noget.

- Vi har et mål, og det er at vinde, og så må vi tage skuffelserne, hvis de kommer.

- Vi skal gøre noget ud fra glæde og troen på at vinde noget i stedet for at undgå noget. Vi skal opnå noget, og det er derfor vi er her, siger Bo Henriksen.

Bragas cheftræner, Carlos Carvalhal, var skuffet efter kampen, men han fortæller, at han stadig spår sit hold til at blive nummer et i gruppen.

- Vi skal spille på hjemmebane, hvor vi er stærke, og jeg tror, at vi vinder og får førstepladsen i gruppen, lyder det.

/ritzau/