112

Kørte først ind i have: Fuld bilist forsøgte at gemme sig ved skole

En mandlig bilist forsøgte at gemme sig ved Højslev Skole, men han blev fundet af politiets hunde

18. oktober 2021, 14.19

Foto: Martin Ballund

SPIRITUSKØRSEL En 43-årig mand fra Højslev-området havde fået lige rigeligt alkohol inden for vesten, da han natten til søndag klokken 03.40 kom kørende på Østerrisvej i Højslev.

I sin Kia kørte manden først ind i en have, og derefter kørte han derfra igen.

- Men haveejeren opdagede, hvad der skete, og han lavede efterfølgende en rundering i området. Og han fandt bilen holdende, hvorefter vi kom med patrulje og hunde, fortæller politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Og efter lidt tids eftersøgning blev den 43-årige mand fundet, da han prøvede at gemme sig ved Højslev Skole.

- Han var påvirket af spiritus, så han bliver sigtet for spirituskørsel, siger Niels Bach.