SAS-topchef: Situationen er alvorlig og vi skal spare

SAS har indkaldt ansatte til forhandlinger med henblik på at skære omkostningerne.

24. oktober 2021, 20.52

Hollænderen Anko van der Werff startede for tre måneder siden som administrerende direktør hos SAS, hvor han afløste svenskeren Rickard Gustafson. (Arkivfoto)

KØBENHAVN Flyselskabet SAS står i en alvorlig situation, og der skal skæres i udgifterne.

Det siger topchef Anko van der Werff, der for tre måneder siden overtog posten, til erhvervsmediet Finans.

- SAS kæmper for at overleve. Når jeg ser, hvordan markedet er nu, hvordan vores kunder ændrer sig og størrelsen af vores gæld, står det fuldstændig klart, siger han til Finans.

Topchef Anko van der Werff påpeger, at SAS blandt andet er udfordret af, at der ventes at være langt færre forretningsrejser i fremtiden.

Mange har under corona fået øjnene op for, at mange møder kan klares på Teams eller Skype.

Den hollandske direktør har indkaldt de ansattes større fagforeninger til forhandlinger, der skal sikre "fleksibilitet, effektiviseringer og lavere omkostninger".

Fristen for forhandlingerne er sat til tre måneder.

På det seneste har der været flere demonstrationer blandt tidligere SAS-ansatte, som mener, at flyselskabet er løbet fra en gammel aftale om at ansætte fyrede medarbejdere, når man begyndte at genansætte.

Hos Dansk Pilotforening er formand Henrik Thyregod interesseret i at finde en løsning.

Han siger dog til Finans, at flyselskabets udfordringer skal løses med det personale, som "SAS har opsagt og lovet genansættelse".

Hos Sydbank kalder aktieanalysechef Jacob Pedersen, der følger SAS og flybranchen tæt, det nødvendigt at lave nye aftaler med de ansatte.

- SAS er rigtig presset i øjeblikket, hvilket ikke mindst skyldes, at der kommer væsentligt færre forretningsrejsende i fremtiden.

- SAS er et skandinavisk flyselskab, og lønningerne er højere her end andre steder i Europa, og det gør, at SAS' omkostninger strukturelt set er højere.

- Så kan SAS forsøge at gøre sig bedre på andre områder - altså have en højere produktivitet, og det forventer jeg, at forhandlingerne vil kredse om, siger han.

Det kan for eksempel betyde ændringer for de ansatte i forhold til arbejdstider, fridage og ferier.

SAS fyrede coronaunder krisen 5000 ansatte, hvilket svarede til knap halvdelen af de ansatte.

SAS fik samtidig en hjælpepakke på knap ni milliarder kroner af den svenske og danske stat.

Jacob Pedersen vurderer, at SAS trods redningspakken bliver nødt til at justere for at kunne klare sig på den lange bane.

- De milliarder fra redningsplanen har holdt SAS flyvende, men vi kommer ikke uden om, at den halvdel af de ansatte, der er tilbage hos SAS, er dyrere end de fyrede.

- Så SAS er bagud på point i forhold til konkurrenterne, siger Jacob Pedersen.

/ritzau/

OL-guldvinderne Viktor Axelsen og Anne-Marie Rindom kommer hjem SAS fik sidste år et underskud på 6,8 milliarder kroner, hvilket var det største minus i historien. (Arkivfoto) Philip Davali/Ritzau Scanpix

Indlæser debat