Gå til hovedindhold
Sport

72-årig golfspiller med utrolig bedrift: To gange hole-in-one på 17 dage

09-05-2020 KL. 08:41
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

 

Om ikke andet, må Gudny Laursen være indehaver af rekorden i at underdrive egne fortræffeligheder ...

- Det er da ikke noget at skrive hjem om ..., siger hun, da Skive Folkeblad ringer hende op for at få historien om, at hun to gange på 17 dage har slået golfbolden fra et af Harre Vig-banens tee-steder og i direkte i hul.

Gudny Laursen er på banen igen, da hun tager telefonen. Som hun så ofte er det. 3-4-5 gange om ugen tager hun turen fra Jebjerg til Harre Vig.

- Vi er lige på hul 16 og står og fisker bolde op, forklarer hun som vidnesbyrd om, at ikke alle slag går helt efter planen. For bolden var denne gang havnet i den lille sø med eget springvand for enden af hullet.

Men andre gange er der perfektion. Og for Gudny Laursen mere perfektion over 17 dage, end de fleste golfspillere opnår på et helt liv fyldt med drives, chips og puts.

Det er påskedag den 12. april, det sker første gang. På banens hul 17 - men selv om alt ved slaget er perfekt, hastighed, retning og rul mod hullet, så triller den lille hvide kugle ikke i koppen.

For koppen er lukket.

Vi er i coronatiden, og på det tidspunkt er alle kopper stoppet til med en portion skumgummi for at forhindre spillerne i at stikke fingrene ned for at tage deres bolde op og derved potentielt overføre smitte til den næste i rækken.

- Jeg tog det helt stille og roligt. Vi havde set, bolden havde rørt skumgummiet, men det var dét, siger Gudny Laursen uden at virke skuffet over, at en virus fra en kinesisk flagermus pillede lidt af slagets glans.

Den 29. april var skumgummiet imidlertid væk, og da Gudny Laursen slog ud fra teestedet på hul 12, var der bingo igen.

- Da var der ingen forhindringer, og vi kunne både se og høre, at bolden gik i, fortæller hun og husker ikke sin egen jubel som noget videre.

- Helt ærligt, så er jeg nok ikke den, der slår ud med arme og ben. Det var mere de andre, jeg spillede med, som råbte »Den gik i...«.

Gudny Laursen hører ikke til de yngste golfspillere. Selv om det ikke er pænt at spørge til en dames alder, er det, som hun selv siger, ingen hemmelighed, at hun er blevet 72.

Golf begyndte hun med i 2012, og nu er hun ude på banen så ofte som muligt.

- Det sker med jævne mellemrum. Der går ikke mange dage, mellem jeg er af sted. Vi har jo haft et fantastisk vejr, og vi har en perfekt bane ud til vandet, som det bare er så flot at kigge ud over.

- Så jeg spiller 3-4-5 gange om ugen. Jeg har jo også andet at passe - mine børnebørn og Røde Kors-butikken i Jebjerg.

Et liv som professionel golfspiller ligger altså ikke lige for, mener Gudny Laursen.

- Det er nok lidt sent, griner hun.

- Jeg fortsætter som hidtil. Jeg gør det, fordi jeg godt kan lide det, for den gode motion og det sociale samvær. Om jeg får 20 eller 30 point, når jeg spiller, er ikke noget, jeg går op i.

Gudny Laursens gyldne uger på banen i Harre Vig er måske nok enestående i en dansk kontekst. Men i sammenligning med den - og her indskyder vi ordet »uofficielle« - verdensrekord, blegner den en anelse.

På Pyonyang Golf Klubs bane i Nordkorea lyder banerekorden for de 18 huller nemlig på 34 slag, 38 slag under par. Den utrolige runde blev gået i 1994 af landets daværende leder Kim Jong Il, som slog en birdie eller bedre på alle huller og leverede fem holes-in-one undervejs.

Således reporterede banechef Park Young-man til australske journalister.

Senere blev det dog hævdet, at Kim Jong Il faktisk havde lavet 11 holes-in-one på banens åbningsdag syv år tidligere. 17 bodyguards siges at have bevidnet rekorden, hvorfor oplysningerne naturligvis må tilskrives en vis validitet ...

 

 

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Sport

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland