
Efter chikane mod kvinde: Alle knallerterne flygtede da politiet troppede op - undtagen den, der fik motorstop
De to 15-årige drenge fra Durup afviste at kende noget til chikanen
Udgivet:25. januar 2023, 15.32
Læsetid:1 minut
Foto: Colourbox
KNALLERTKØRSEL Efter at en gruppe unge drenge på knallerter natten til søndag havde chikaneret en kvinde ved hendes hjem i Jebjerg, kørte politiet rundt i nærområdet for at lede efter de unge mennesker og tage en snak med dem.
- Det endte med, at vi kom imod en gruppe unge på knallerter på Østergade i Roslev, og de fleste af dem flygtede fra os, da de så os. Men en enkelt knallert kunne ikke flygte, da den fik motorstop, og så kunne vi efterfølgende sigte to drenge på 15 år, der begge kommer fra Durup. De er ikke sigtet for chikanen mod kvinden, men for at køre to på en knallert. Derudover havde den ene ikke hjelm på, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Ingen af de to drenge kendte noget til de andre knallertkørere, de lige havde været sammen med. Og de kendte heller ikke til chikanen hos kvinden i Jebjerg.
- Men fakta er, at der blev banket på kvindens dør, og der blev kørt ræs rundt omkring hendes matrikel. De kørte i 8-taller, fordi hun havde skrevet en kommentar om de unge knallertkørere på Facebook. Men derfor skal de unge ikke udføre chikane, og det skal vi have stoppet, siger Niels Bach.


Ubehageligt: Kvinde chikaneret af knallertbøller i sit hjem


Politiet sætter ind mod knallertbøller:»Nu skal det stoppe«

