112

Mand sigtet for narkosalg ved »Skuret«

Udgivet:16. september 2022, 14.14

Læsetid:1 minut

Narkosalg Det er ikke nogen velbevaret hemmelighed, at der findes euforiserende stoffer i miljøet omkring »Skuret« på Theaterpladsen i Skive. Onsdag fik politiet på ny vished for det.

- Vi har sigtet en 47-årig mand fra Skive for salg af euforiserende stoffer, efter han blev fundet i besiddelse af flere salgsposer med brun heroin. Han blev også fundet i besiddelse af hash, ligesom der var flere euforiserende stoffer på hans bopæl, da vi efterfølgende ransagede, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet.

Derudover blev der fundet 13.000 kroner i kontanter hos manden, og politiet tillod sig at konfiskere 9600 kroner, da han har en gæld til det offentlige.

- Inden den 47-årige blev pågrebet, havde han solgt stoffer til en 37-årig mand fra Skive og en 41-årig mand fra Skive, og de er nu begge sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, siger Niels Bach.