Leder: Jonas fra Glyngøre - en cykelhelt

Udgivet:17. juli 2021, 07.00

Læsetid:3 minutter

Foto: AP Photo/Daniel Cole

Vi har lige som nation fået et løft med fodboldlandsholdets indsats og sammenhold ved EM, og sandelig om ikke denne sommer har bragt endnu en uforudset, sportslig triumf - og endda en lokal: Cykelrytteren Jonas Vingegaard fra Glyngøre.

Hvad han allerede har præsteret i Tour de France cykelløbet er vildt sejt og imponerende, og kursen er klart sat i retning af en søl -plads på podiet i morgen, når løbet afsluttes i Paris. Ddet er bare bjergtagende flot af Jonas fra Glyngøre!

Vi hepper på den lokale cykelhelt, lykønsker ham selv, familien og de hold og trænere, der - sammen med hans egen formåen,talent og vilje - har bragt ham til en eventyrlig position i international cykelsport. Det er vildt godt!

Jonas Vingegaard har også kørt for det lokale team ColoQuick, og det er på alle måder herligt, at han nu som Tour de France rytter på holdet Team Jumbo-Visma er endt som en profil, som hele cykelverdenen taler om. Jonas fra Glyngøre er pludselig et kæmpe navn - og det er så fortjent.

Det er altid godt med dansk, sportslig succes. Og ekstra herligt, når det - som med Jonas - er en lokal fra Skive-egnen, der brager igennem. Så flot. Så sejt. Så stærkt med Jonas fra Glyngøre.
Ole Dall, chefredaktør

Det hele er ekstra imponerende med tanke på, at Jonas Vingegaard i år kører sit første Tour de France. Det lover ufatteligt godt for fremtiden, og efter endnu en stærk etape i onsdags, gav cykeleksperten Brian Nygaard denne vurdering:

- Etapen var en bekræftelse på, at Jonas Vingegaard aldrig nogensinde kommer til at køre et Tour de France igen uden at være én af favoritterne.

Og trods alle eksperters - og alle vi andres - store ord, er det herligt at se, at Jonas Vingegaard både kan glædes og så holde fast ved at tage én etape ad gangen. Men skønt var det at dele hans glæde og begejstring, da han efter veludført kørsel på bjergetapen torsdag - og udsigt til podieplads i Paris - betegnede følelsen som »helt fantastisk«!

Og helt fantastisk er lige præcis, hvad det er!

Rørt og stolt er hans forældre, Karina Vingegaard Rasmussen og Claus Christian Rasmussen, der fra campingvogn i Nordjylland følger knægten på tv.

Og i Glyngøre, hvor Jonas Vingegaard bor med sin kæreste Trine, og hvor hans svigerforældre Rosa Kildahl og Carsten også bor, er der helt naturlig ekstra lokal stolhed blandt byens borgere. For det er stort, hvad der præsteres på landevejene i Frankrig af Jonas Vingegaard.

Rosa kalder ham »mega-sej. målrettet og disciplineret«.

- Hvis vi har været til fødselsdag i Aarhus, så cykler Jonas hjem. Hvis vi andre cyklede fra Aarhus til Glyngøre, ville vi snakke om det i flere år - og overnatte flere gange undervejs, men det gør han bare, lyder det frisk fra Rosa Kildahl, der også glæder sig over, at Jonas - elitesportsmand eller ej - nyder hendes kager...

Det er altid godt med dansk, sportslig succes. Og ekstra herligt, når det - som med Jonas - er en lokal fra Skive-egnen, der brager igennem. Så flot. Så sejt. Så stærkt med Jonas fra Glyngøre.

Kæmpe til lykke til Jonas Vingegaard for hvad han allerede har præsteret i dette års Tour de France. Og lad os så håbe og tro på, at han velforjent kommer på podiet i Paris i morgen og får en medalje med hjem til Glyngøre!

O.D.