Skive-elever hjalp aarhusiansk butik: Lokal idé fordoblede omsætningen

Udgivet:18. august 2020, 21.24

Læsetid:2 minutter

Sidste år kunne Claus Hingeberg fra Aarhus Fishing Gear gratulere de tre kvinder fra Skive College for deres sejr i en konkurrence. I år har han høstet godt af deres konkurrenceidé. Foto: Videncenter for Digital Handel

3 år siden

De tre Skive College-elever, der i 2019 vandt en såkaldt EuxBizCup-konkurrence, Emma Jarsmer, Majbritt Bjerup Mannenar Pedersen og Michelle Røddik Normand, kan i dag klappe hinanden ekstra meget på skuldrene. Den forretningsidé de vandt med har nemlig betydet rigtig meget for den aarhusianske fiskuegrejsbutik, der var casen i konkurrencen.

De tre Skive-elever konkurrerede med 400 andre erhvervsskoleelever, hvor de skulle hjælpe Aarhus Fishing Gear med at øge omsætningen online. Butiksejeren var selv med til at udvælger de unge kvinders idé, og det valg kan han glæde sig over i dag. Omsætningen for den aarhusianske virksomhed er nemlig fordoblet i forhold til 2019.

- Det har været spændende og hårdt, og jeg har brugt mange timer på det, men det har virkelig været det værd, siger indehaveren Claus Hingeberg med et træt smil på læben.

- Det har været en øjenåbner. Vi har fået rigtig mange nye øjne på vores forretning og særligt kan vi se, at indsatsen omkring de sociale medier giver en masse trafik – både til webshoppen og den fysiske butik, siger Claus om de forslag som de mange elever kom med, og som han har implementeret i sin virksomhed.

Konkret har kombinationen af sociale medier, søgemaskineoptimering (SEO) og Google Ads sikret Aarhus Fishing Gear en øget omsætning på 78 procent i januar sammenlignet med sidste år, mens det i maj er eskaleret til en øget omsætning på 319 procent sammenlignet med sidste år. Den 30. juni 2020 ramte butikken samme omsætning som for hele 2019. Butikken har således fordoblet sin omsætning i år – primært grundet forslagene fra eleverne.

Eleverne fra Skive havde peget på sociale medier og søgemaskineoptimering som to vigtige parametre, når omsætningen skulle i vejret, men de var mere konkrete end det. De foreslog en fars dags-kampagne.

- Ideen om en Fars Dags- kampagne tog vi til os 100 procent. Vi satte en kampagne op med forskellige tilbud, hvor der bl.a. var halv pris på stangsæt. Dagen efter vi havde lagt tilbuddet op, så væltede det ind i butikken og på webshoppen. Jeg havde købt fire gange så meget hjem, som jeg normalt ville sælge på et år, men efter fire dage var der udsolgt, og jeg måtte bestille flere hjem, siger Claus fra Aarhus Fishing Gear.

De tre elever fra Skive College har, ud over æren og pengepræmien, også taget mere med sig fra konkurrencen.

- De tre elever voksede nok i gennemsnit to karakterer i alle fag efter EuxBizCup, fordi de fik den sejr og den faglige selvtillid, der fulgte med, siger Keld Dahl Laursen, som er underviser på Skive College.

I det kommende efterår får eleverne på de mekantile erhvervsuddannelser igen muligheden for at byde ind med forslag, der kan ændre tilværelsen for en virksomhed. Konkurrencearrangøren Videncenter for Digital Handel har i år allieret sig med den bæredygtige virksomhed Danish Fair Fashion & Living og igen er målet at øge virksomhedens omsætning via elevernes ideer.

-ts