Forsker om mulig racismesag under seriekamp: »Det er en gråzone«

4. maj 2021, 13.11
Læs også
Spillere udvandrer fra seriekamp: Målmand beskyldt for racisme

Selv om der er gået nogle dage, siden Viborg Nørremarken og Ørslevkloster IF tørnede sammen på grønsværen, fortsætter tvisten om racisme eller ej uden for kridtstregerne.

I hvert fald giver Viborg Nørremarken udtryk for, at klubben forventer, at DBU Jylland på en eller anden måde kommer med en reaktion.

- Jeg synes, at spillerne reagerede på den helt rigtige måde, da de forlod banen. Sådanne udtalelser hører slet ikke til på en fodboldbane, og jeg mener, det er helt utilstedeligt. Derfor er min forventning også, at DBU går ind og sikrer, at det ikke kommer til at ske igen, siger Frans Skovholm, der er formand for NUGF Viborg.

Mens Ørslevkloster IF i klubbens indberetning til DBU Jylland forklarer, at spillerne hørte, at ØK-målmanden sagde »dæk ham den sorte - for fanden«, er holdningen en helt anden hos Frans Skovholm.

Og det er selv om, han ikke selv var til stede.

- Jeg er 100 procent sikker på, at det, der blev sagt, er noget mere alvorligt, end det Ørslevkloster IF giver udtryk for. Og det ved jeg, fordi jeg har fået en meget troværdig forklaring fra spilleren, der hørte det. Og jeg har også fået fortalt, at stemningen var intens til sidst i kampen, men der skal være grænser for, hvad man kan sige, siger Frans Skovholm.

Tidligere har Wilson Joseph, der blev udsat for kommentaren, fortalt til Skive Folkeblad, at han fik fortalt, at der blev råbt »sorte svin« efter ham.

Og det bekræfter Frans Skovholm mere eller mindre.

- Jeg kan ikke afvise, at det var det, der blev sagt, men jeg vil ikke gentage det af respekt over for klubbens spillere, siger han.

Målmanden vil ikke selv kommentere sagen, men henviser til klubben.

Og i sin skrivelse til DBU Jylland forklarer fodboldudvalget i Ørslevkloster IF, at det er fodboldudvalgets opfattelse, at Jacks udtalelse ikke har været henvendt til nr. 11 (Wilson Joseph), men til Jacks holdkammerater i forbindelse med afviklingen af frisparket. Det er også fodboldsudvalgets opfattelse, at det aldrig har været Jacks hensigt at støde hverken Wilson Joseph eller yderligere spillere i forbindelse med sin udtalelse, og at udtalelsen ikke skal ses som racistisk eller diskriminerende.

I indberetningen til DBU lægger fodboldudvalget også vægt på, at ØK-målmanden undskylder, da han oplever, at hans udtalelse, er blevet misforstået.

På Aalborg Universitet arbejder Mira Skadegård overordnet med, hvordan diskrimination, racisme, ligestilling og mangfoldighed sættes i spil i forskellige kontekster.

Hun mener, at denne episode ligger i en gråzone, hvis sagen er, som Ørslevkloster IF forklarer.

- Har han sagt »sorte svin«, er der ingen tvivl om, at det er racistisk og ikke i orden. Men har han sagt »dæk ham den sorte op«, så ligger udtalelsen i en gråzone. Og her er det ikke så afgørende, hvad intentionen har været, for man kan sagtens opføre sig racistisk, selv om det ikke har været ment sådan. Det ser vi som den hyppigste form for racisme, siger Mira Skadegård.

Hun mener, at det isoleret set ikke er at gå over grænsen, hvis man kalder en person for sort. Men det kan blive et problem, hvis man kun adskiller personen fra andre på grund af hudfarven.

- Hvis nu holdet har kaldt alle andre spillere det nummer, de spiller med, men der så lige pludselig kommer en kommentar om, at ham den sorte skal dækkes op, så er det uheldigt, og så vil jeg mene, at det er over grænsen, siger Mira Skadegård.