Børn er tilbage i børnehave efter coronatilfælde: Ingen nye smittetilfælde

7. maj 2021, 14.22

Positive test hos søskendepar sendte børnehaven hjem tidligere på ugen. Arkivfoto.

Fredag kan børn og voksne møde ind i børnehaven på Rosenbakken i Skive til helt almindelige åbningstider, efter at børnehaven måtte lukke og sende alle hjem fra og med i mandags på grund af et par corona-tilfælde hos et søskendepar i børnehaven.

- Vi åbnede igen torsdag klokken 9 for børn og personalet, som havde fået svaret på deres anden negative test. Det blev ikke en helt normal dag. Kun 24 børn mødte ind, og der var også to af personalet, der først fik svar på deres anden test klokken 16.30 torsdag, men i dag fredag er vi tilbage med helt normal åbningstid, siger Kirsten Høj Gutzke, der er pædagogisk leder i Rosenbakken Daycare Nord.

- Det er rigtigt dejligt, at vi nu kan åbne igen, og at der ikke blev fundet nye smittede hverken blandt børn eller voksne, fortsætter Kirsten Høj Gutzke.

Hun oplyser, at enkelte børn dog venter med at komme tilbage til efter weekenden.

Det er lidt forskelligt med de små børn, om forældrene vælger at lade dem blive testet to gange, eller i stedet holder barnet hjemme i syv dage efter at den sidste nære kontakt fandt sted, for det er også en mulighed.

- For de børn, hvor forældrene har valgt ikke at få foretaget en test, er det også i dag fredag, de må komme tilbage i børnehaven igen, oplyser Kirsten Høj Gutzke,

Rosenbakken er en del af Daycare Nord Resen - Rosenbakken og har på afdelingen Rosenbakken også en vuggestue, men vuggestuen har ikke været berørt af denne uges nedlukning.

Indlæser debat...