Ti Sønderjyske-udløb: Aftaler med nye spillere er i hus

Hele ti Sønderjyske-spillere har kontraktudløb denne sommer, men holdet har allerede aftaler med nye spillere.

Udgivet:22. maj 2022, 09.00

Læsetid:2 minutter

Esben Hansen forventer godt med aktivitet på transfermarkedet. (Arkivfoto)

/ Ritzau /

HADERSLEV Ikke mindre end ti afskedsbuketter blev uddelt, da Sønderjyske lørdag spillede sin sidste hjemmekamp mod Viborg i Superligaens sidste spillerunde.

Blomsterne blev givet til de ti spillere, som har kontraktudløb denne sommer. Men sportsdirektør Esben Hansen kunne efter kampen fortælle, at klubben allerede har reageret på de mange udløb.

- Vi har allerede aftaler i hus for næste sæson. Aftalerne bliver dog først offentliggjort, når transfervinduet åbner, siger sportsdirektøren.

Selv om han ikke ønskede at løfte sløret for, hvilke konkrete spillere der var tale om, kunne han afsløre noget andet. Størstedelen af forstærkningerne til Sønderjyske-truppen vil ikke komme fra klubbens ungdomshold.

- Der bliver primært tale om at rekruttere spillere udefra, og vi kommer til at købe spillere ind til alle kæder, siger Esben Hansen.

Det vil ske på trods af, at Sønderjyske har en vision om at være den superligaklub med den stærkeste lokale forankring.

- Man kan sagtens være lokalforankret og samtidig hente spillere udenfor lokalområdet.

- Jeg tror også, at man i Sønderjyske skal vænne sig til, at lokalområdet bliver udvidet ud over Aabenraa og Vojens. Det er vi nødt til, siger sportsdirektøren.

Sønderjyske vil blandt andet se på spillere, som ikke har slået igennem i andre klubber.

- Vi skal være dygtige til at finde de spillere, som har nogle muligheder og kvaliteter, som andre hold ikke har set i dem, siger Esben Hansen.

Sønderjyske-træner Henrik Hansen er enig med sportsdirektøren i den megen aktivitet, der vil komme til at foregå hen over sommeren.

- Der kommer til at være en relativt stor udskiftning i truppen, siger Henrik Hansen.

Arbejdet i forbindelse med det kommende transfervindue starter prompte, fortæller den 42-årige træner.

- Vi trækker i arbejdstøjet med det samme for at tage endelige beslutninger omkring, hvordan truppen skal sammensættes til næste sæson, siger Henrik Hansen.

Efter hele 14 sæsoner i landets bedste række rykker Sønderjyske ud af Superligaen. Holdet skal dermed spille næste sæson i 1. division.

/ritzau/