Uheld på Storebæltsbroen udsætter Superliga-opgør

Kampen mellem FC Nordsjælland og Viborg er blevet skubbet med en halv time på grund af et trafikalt uheld.

Udgivet:06. august 2022, 13.52

Læsetid:1 minut

FC Nordsjælland ligger efter tre spillerunder på førstepladsen med ni point. Lørdag kommer Viborg på besøg.

/ Ritzau /

KØBENHAVN Lørdagens møde i Superligaen mellem FC Nordsjælland og Viborg er blevet udsat med en halv time.

FC Nordsjælland skriver på Twitter, at et uheld på Storebæltsbroen forsinker gæsterne i at komme til den planlagte tid.

Opgøret er nu sat til at begynde klokken 16.30 i stedet for klokken 16.00.

Begge mandskaber har fået en god start på sæsonen.

Værterne fra Farum har hentet ni point af ni mulige, hvilket rækker til en førsteplads efter de første tre spillerunder.

Viborg har vundet to af tre kampe og ligger med seks point på fjerdepladsen før lørdagens opgave.

Desuden har midtjyderne spillet tre kampe i Conference League-kvalifikationen med stor succes.

I onsdags gik det ud over færøske B36 Torshavn, som i Viborg tabte med 0-3. Dermed har viborgenserne et særdeles godt udgangspunkt før returopgøret på udebane om tre dage.

/ritzau/