112

Flere sigtelser på vej: 19-årig kørte påvirket rundt i stjålet bil

En ung mand var både påvirket af kokain og cannabis, da han natten til fredag blev stoppet på Nr. Boulevard

26. november 2021, 13.19

TRAFIK Klokken 03.40 natten til fredag standsede politiet en 19-årig mand fra Roslev, der kørte noget usikkert og slingrende på Nr. Boulevard i Skive.

Og der var en god grund til, at den unge mand ikke kørte snorlige. Det fortæller Mads Jeldtoft Larsen fra lokalpolitiet i Skive.

- Den 19-årige var påvirket af både kokain og cannabis, og han havde heller ikke noget kørekort, så derfor blev han taget med til Viborg for at få taget en blodprøve, siger Mads Jeldtoft Larsen.

Derudover bliver manden også sigtet for tyveri, da det viste sig, at han havde stjålet den bil, han kørte rundt i.

Det var hans kammerats Opel Astra.

- Han er en, vi kender godt i forvejen, og nu kan han se frem til flere sigtelser, lyder det fra Mads Jeldtoft Larsen.