Lokalt firma sagde nej til million i Løvens Hule: »Vi fortrød lige på stedet«

Udgivet:12. marts 2021, 12.18

Læsetid:2 minutter

De tre indehavere af Wiking Gulve, John Bojesen, Kim Axelsen og Henrik Nielsen, mens de øver deres pitch forud for optagelserne til Løvens Hule.

Peter Andersen
Digital redaktør| pean@skivefolkeblad.dk

2 år siden

Det er ikke alle, der har prøvet at sige nej til en million kroner.

Men det har folkene bag Wiking Gulve i Roslev.

Et nej, som de oven i købet straks fortrød.

Det dyre nej faldt, da de lokale iværksættere bevægede sig ind i tv-programmet »Løvens Hule« for at præsentere deres dansk-producerede, bæredygtige trægulve.

Millionbuddet fra den ene af »løverne«, Jacob Risager, der ejer den succesfulde e-handels-virksomhed, Coolshop.dk.

- Vores pitch gjorde indtryk. Vi fokuserede på klimaet. At vi kan producere trægulve i Danmark af træ fra nordeuropæiske og bæredygtige skove, og at selve produktionen sker med 100 procent vedvarende energi. Det kunne løverne lide, fortæller en af de tre indehavere, der deltog i optagelserne, Kim Axelsen.

Jacob Risager tilbød en million kroner for 10 procent af Wiking Gulve.

Det var dobbelt så stor en ejerandel, som Kim Axelsen og hans partnere havde lagt op til.

- Vi havde forberedt os, og vi var klar på at forhandle, men tiden var ved at løbe ud, og så fik vi bare ikke sagt det på den rigtige måde, fortæller han.

Aftalen var, at direktør Henrik Nielsen, som har den mindste ejerandel, og som er kommet senest ind i virksomheden, skulle føre forhandlingen.

- Det gik bare så stærkt. Vi var blevet bombarderet med spørgsmål. Kameraholdet havde signaleret flere gange, at vi skulle runde af. Jeg tænkte, at nu halverer han vores værdiansættelse og vil betale mindre end det, jeg selv havde betalt. Det var ikke rimeligt. Så det var nok stolthed, der gjorde, at jeg sagde, at det er vi nødt til at sig nej til, fortæller Henrik Nielsen.

Så slukkede kameraerne. De tre indehavere af Wiking Gulve fik i modsætning til mange andre ikke tid til, at de kunne vende sig om og snakke om det.

- Det var et granatchok. Vi fortrød lige på stedet, men der var ikke noget at gøre. Løbet var kørt, siger Kim Axelsen.

Det er nu hverken gået ud over venskabet eller forretningen mellem de tre indehavere.

- Vi driller Henrik med det. At han sagde nej til en million – at han sagde nej til Jacob Risgaard. Vi kan undvære pengene, men vi ville godt have haft matchet med Jacob Risgaard, siger Kim Axelsen.

Uanset det uheldige udfald, har de tre ikke fortrudt, at de har brugt tid og penge på at deltage i Løvens Hule.

Optagelsen blev aldrig bragt, da den nye sæson rullede over skærmen i starten af året.